Livsfarlig affyring af fyrværkeri på Motalavej

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Korsor.News – Beskydning med fyrværkeri på Motalavej tvang bybussen til at finde en anden rute.

908 kører ikke igennem Motalavej resten af aftenen, blev der skrevet ud i flere Facebook-grupper i Korsør lørdag aften.

Busser, butikker og patruljevogne på Motalavej på Halsskov blev beskudt med fyrværkeri og raketter, hvilket førte til, at bybussen ligefrem var nødt til at køre en anden rute i nogle timer.

Begyndte at skyde efter Lidl, 7-Eleven og bussen

Der er angiveligt tale om en mindre gruppe unge, som stod bag de livsfarlige affyringer af fyrværkeri og raketter.

Det førte til en lang række kommentarer i flere lokale Facebook-grupper.

»Det er sgu ikke fordi de gør en indsats for, at den bydel skal have et bedre ry,« kommenterede en borger i en offentlig Facebook-gruppe.

Politiet fik en anmeldelse, da de unge begyndte at skyde efter Lidl, 7-Eleven og bussen. De skød også mod politiets patruljevogn, da betjentene dukkede op.

»Lørdag fik vi anmeldelsen klokken 18.16, hvor der blev skudt mod Lidls butiksruder, mod bybussen og mod 7-Eleven-butikken. Da vi ankom, blev der også skudt mod vores patruljevogn,« siger vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falster Politi, Bo Georg Petersen, til Sjællandske.

Politiet oplyser til Sjællandske, at det desværre er normalt op til nytåret.

Københavns Politi: Straframme på op til otte års fængsel

Der er uroligheder flere andre steder i landet, herunder i Holbæk og på Nørrebro.

»Det er ingen leg, det her. Der er en straframme på op til otte års fængsel, når man udsætter andre for fare på denne måde,« sagde Jørgen Bergen Skov fra Københavns Politi i en pressemeddelelse for et par dage siden.

Københavns Politi gjorde samtidig opmærksom på, at man kan risikere at blive sat ud af sit hjem sammen med sin familie, hvis man bor i en lejebolig og bliver dømt for at gøre skade på andre på den her måde.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Meineresterampe / Pixabay). RK/red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.