Lars Larsen Group overtager Sofacompany

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Korsor.News – Sofacompany blev grundlagt i Korsør i 2012, og nu bliver det en del af Lars Larsen Group.

Sofacompany blev grundlagt i Korsør i 2012 af ægteparret Cathrine og Christian Rudolph. Nu bliver det en del af den familieejede Lars Larsen Group. Det skriver JYSK i en pressemeddelelse.

CEO i JYSK bliver formand for bestyrelsen

Siden Sofacompany blev grundlagt i Korsør i 2012 af ægteparret Cathrine og Christian Rudolph, har virksomheden år for år øget både omsætning og indtjening, og den kan ikke betegnes som andet end en kæmpe succes.

Nu tager virksomheden det næste store skridt, når familieejede Lars Larsen Group overtager ejerskabet, der siden 2017 har været majoritetsejet af kapitalfonden Procuritas.

»Jeg glæder mig rigtig meget til, at Sofacompany bliver en del af Lars Larsen Group. Det er en virkelig spændende virksomhed, som kan tilføre os rigtig meget,« siger CEO i JYSK, Jan Bøgh, der som en del af overtagelsen bliver formand for bestyrelsen i Sofacompany.

Han understreger samtidig, at Lars Larsen Group med overtagelsen af Sofacompany leverer på en vigtig del af strategien.

»Opkøbet tager afsæt i vores strategi om, at vi ønsker at være endnu stærkere digitalt, så vi opnår samme markedsandel på de digitale platforme som med vores fysiske butikker. Her har Sofacompany et stort potentiale. Ikke mindst fordi virksomheden leverede gode resultater allerede, inden coronakrisen ramte verden, og onlinesalget af blandt andet møbler blev øget yderligere,« siger Jan Bøgh.

Sofacompany bliver en uafhængig del af JYSK

Jan Bøgh understreger, at opkøbet ikke handler om, at Sofacompany skal være en del af JYSK.

Tværtimod skal virksomheden også fremover drives som en uafhængig virksomhed, præcist som det er tilfældet med virksomheder som JYSK, ILVA, Bolia og SengeSpecialisten, der også er ejet af Lars Larsen Group.

»Det er vigtigt for os som nye ejere, at den nuværende ledelse bliver siddende og på den måde sikrer, at Sofacompany kan fortsætte ad de spor, der er lagt. Men som bestyrelsesformand håber jeg, at jeg med min viden og erfaring kan bidrage til udviklingen af selskabet, ligesom Sofacompany gennem Lars Larsen Group er sikret finansiering til fremtidig vækst,« siger Jan Bøgh.

Glade for at have solgt til Lars Larsen Group

Hos den tidligere ejer er der også tilfredshed med handlen.

»Vi er meget glade for at have solgt Sofacompany til Lars Larsen Group, som er den perfekte ejer til at sikre de næste skridt i Sofacompany udvikling,« siger Mattias Feiff, der er co-managing partner hos PCI V Advisor AB, der rådgiver Procuritas Capital Investors V.

Transaktionen mellem Lars Larsen Group og Procuritas vil blive gennemført, så snart den er godkendt af relevante myndigheder.

Øverst: CEO i JYSK, Jan Bøgh. (Foto: JYSK / Toke Hage). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.