Familie med kriminel søn taber i boligretten

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 6 år siden.

Familien til en dreng, som deltog i et overfald på en 65-årig mand og et røveri mod en vagt sidste år, har tabt deres sag i boligretten og skal derfor forlade deres lejlighed på Motalavej i Korsør.

“Intet er vigtigere for BoligKorsør end trygheden hos vores 7000 lejere, så derfor ser jeg med stor tilfredshed på den afgørelse, som en enig Boligret i Næstved nåede frem til ved at give boligselskabet medhold i, at vi kunne ophæve lejemålet med den dømte og hans familie efter han sammen med en kammerat lavede røveri og overfald på Motalavej,” fortæller formanden for BoligKorsør, Ebbe Jens Ahlgren.

Ebbe Jens Ahlgren forklarer, at der ikke er plads til kriminelle i boligområderne i de udsatte områder, som for eksempel Motalavej er en del af. Derfor håber han, at boligrettens afgørelse sender et klart signal om, at BoligKorsør ser med alvorlige øjne på de beboere, som “ikke ønsker det samme”.

“Nu overvejer begge parter i sagen, om udflytningstidspunktet skal ske via et forlig eller en dom,” oplyser boligformanden.

Sagen drejer sig om den ene af to familier på Motalavej, som skulle have forladt deres lejemål ultimo juni 2017. To drenge fra familierne blev dømt for vold mod en 65-årig mand og derpå et røveri mod en Securitasvagt ved beboerhuset. Det skete i marts 2017, da drengene var henholdsvis 16 og 17 år gamle.

Den 65-årige mand blev overfaldet ved sin bil ved Lidl, fordi han ikke ville give dem en cigaret. Han gik ud af sin bil for at forhindre, at de begyndte at smadre bilen, men blev slået ned bagfra, og slaget var så hårdt, at noget af hans høreapparat blev banket ind i øregangen. Senere på aftenen truede drengene en Securitasvagt med en hundeproppistol. Vagten troede, at det var et rigtigt våben.

Læs også: Kriminelle familier bor stadig på Motalavej.

Begge drenge blev dømt et års fængsel for vold og røveri. De ni måneder blev gjort betinget. Derpå gav BoligKorsør familierne en frist på fem dage til at flytte, men begge familier kunne blive boende på Motalavej, fordi de klagede til Boligretten.

Familien til den ene dreng, som var 16 år på gerningstidspunktet, får formentlig en frit til den 1. juli til at forlade deres lejlighed. Familien har boet i lejligheden siden 1998, men det er i øvrigt planlagt, at den pågældende boligblok skal nedrives. Det skriver SN.dk.

Læs også: Kriminelle indvandrerfamilier er ikke udsat af fogeden?

Genrefoto: Freeimages

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.