Unge konservative i Slagelse skifter formand

(Artiklen er udgivet for omkring 1 år siden). 

Artiklen er opdateret for 1 år siden.

Slagelse.News – Konservativ Ungdom i Slagelse får ny formand, og bestyrelsen har nu to medlemmer af byrådet i Slagelse.

På Konservativ Ungdom i Slagelses generalforsamlingen stoppede den 25-årige Frederik Seidelin Franck som formand. Han bliver afløst af 21-årige Maiken Klausen som ny formand. Det skriver KU i en pressemeddelelse.

»Har et kæmpe potentiale og en styrket bestyrelse«

Der var et stort fremmøde fra foreningens medlemmer, nye såvel som erfarne. Den nu daværende formand, Frederik Seidelin Franck, berettede om et hektisk valgår der var gået. KU’erne gjorde en kæmpe indsats op til og under folketingsvalget og var med til at sikre et godt valgresultat til Det Konservative Folkepartis lokale folketingskandidat, Jacob Stryhn, selvom han ikke blev valgt.

Maiken Klausen blev enstemmigt valgt som formand, og hun lagde ikke skjul på ambitionerne for foreningen:

»Jeg vil sætte mig i spidsen for, at vi får sat i gang i mange flere medlemsaktiviteter, af både politisk og social karakter. Vi har et kæmpe potentiale, som vi med en nu styrket bestyrelse i endnu højere grad kan realisere, og jeg kan ikke vente med at komme i gang sammen med jer,« sagde en begejstret Maiken Klausen.

Ny formand valgte Slagelse efter endt uddannelse

Maiken Klausen bor i Slagelse og er opvokset i Høng. Efter endt uddannelse i Odense besluttede hun for nyligt at flytte tilbage til Vestsjælland, hvor valget landede på Slagelse.

»Slagelse Kommune giver dig bare det bedste fra storbyen og det dejligste fra landet, så det lå ganske naturligt for mig at flytte hertil,« siger en begejstret Maiken Klausen.

Frederik Seidelin Franck blev valgt som næstformand for foreningen, hvortil den nu tidligere næstformand, André Giede Bøving, fortsætter som menigt medlem af bestyrelsen.

KU vil invitere langt flere unge med i foreningen

Byrådsmedlem Christopher Trung fortalte om den fantastiske mulighed, som Slagelse Konservativ Ungdom har for at få indflydelse på lokalpolitikken i Slagelse Kommune, eftersom både ham og byrådsmedlem Phillip Westh Weirup sidder med i den lokale KU-bestyrelse.

»Derfor er det naturligvis også vigtigt, at vi får skruet maksimalt op for medlemshvervningen. Man er meget velkommen her til at melde sig ind i Slagelse Konservativ Ungdom, og vi vil tage godt imod alle,« sagde Christopher Trung.

Jacob Stryhn deltog til generalforsamlingen som formand for Det Konservative Folkepartis lokale vælgerforening. Han ser ligeledes frem til et tættere samarbejde mellem Det Konservative Folkeparti og Konservativ Ungdom:

»Fremtiden er ungdommen – og vi i konservative må ikke være så konservative, at vi ikke tænker de unge ind. Ligeledes er der i kølvandet af folketingsvalget sat en ny transformations-tid i gang for vores parti. Her i Slagelse Kommune vil det blandt andet byde på et tættere samarbejde mellem vælgerforeningen og Konservativ Ungdom, som alle i vores område snart vil se og registrere omkring møder, synlighed og et anderledes og stærkere parløb end hidtil,« siger Jacob Stryhn.

Til bestyrelsen blev følgende valgt:

  • Formand: Maiken Klausen
  • Næstformand: Frederik Seidelin Franck
  • Christopher Trung, byrådsmedlem
  • Lucas Ferdinand Klit Jensen
  • Anna Westh
  • André Giede Bøving,
  • Phillip B. Westh Weirup, byrådsmedlem
  • Lasse Kløcker
  • Suppleanter: Marcus Høst og Bastian Baltersen.

Øverst: Den nye bestyrelse i Konservative Ungdom i Slagelse. (Foto: KU Slagelse). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.