Ungdommens Røde Kors og spejdere spreder juleglæde

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Slagelse.News – Skt. Michaels i KFUM-spejderne har skrevet julekort til 174 borgere på specialcentrene, og Ungdommens Røde Kors har bragt dem ud.

Traditionen med de personlige julekort til beboerne på kommunens specialcentre skulle holdes i hævd, trods COVID-19.

Derfor har KFUM-spejderne i Skt. Michaels gruppe op til jul haft travlt med at skrive en masse hjemmelavede julekort til 174 borgere, der bor på kommunens bosteder for borgere med betydeligt og varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Det skriver Ungdommens Røde Kors i en pressemeddelelse.

Ungdommens Røde Kors skaffer og udbringer julekortene

Det er andet år i træk, at uddelingen af julekort finder sted. Og hvert julekort er unikt og personligt skrevet til en bestemt borger.

Artiklen fortsætter under billedet.

Christopher Trung fra Ungdommens Røde Kors. (Foto: Privatfoto).

»Det er et fint samarbejde vi har. Vi fra Ungdommens Røde Kors står for at skaffe julekortene og få dem leveret ud til bostederne, imens spejderne står for at skrive dem. Vi oplever at det har stor betydning for vores medborgere at få et uventet ekstra personligt julekort,« fortæller Christopher Trung og Andreas Bentsen fra Ungdommens Røde Kors.

De brugte lørdagen på et roadtrip på kryds og tværs i kommunen for at aflevere kortene, og der blev anvendt visir ved selve uddelingen. Alle kortene er hjemmelavede.

Spejderne fra KFUM skriver kortene på spejdermøderne

Næste år vil initiativtagerne forsøge at få endnu flere spejderkorps med på idéen, hvilket spejderne fra KFUM også kan bakke op om.

»Sidste år havde vi nogle hyggelige spejdermøder, hvor vi kunne skrive kortene sammen, men dét satte corona en stopper for i år. Alligevel lykkedes det – trods logistiske udfordringer,« fortæller spejderleder Ove Junne og fortsætter:

»Vi er selvfølgelig klar til at holde traditionen i hævd næste år, men der er rigelig med modtagere, så det vil være super, hvis vi bliver flere spejdergrupper om opgaven.«

Øverst: Christopher Trung og Andreas Bentsen fra Ungdommens Røde Kors. (Foto: Privatfoto). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.