Ny formand for Liberal Alliance Vestsjælland

(Artiklen er udgivet for omkring 1 år siden). 

Artiklen er opdateret for 1 år siden.

Slagelse.News – Villum Christensen valgt som formand for Liberal Alliance Vestsjælland.

Mandag den 13. februar 2023 afholdt Liberal Alliance Vestsjælland ordinær generalforsamling på Vilcon Hotel- og Konferencegård. Den tidlige afholdelse af mødet var foranlediget af, at Sandra Skalvig, som nu er valgt til folketinget, ønskede at trække sig som formand. Det skriver Liberal Alliance i en pressemeddelelse.

Fremgang i medlemstal, stemmer og meningsmålinger

Mødet indledtes med, at Sandra Skalsvig orienterede om opstarten af det nye folketingsår, hvor hun netop havde holdt sin “jomfrutale”, mens Thomas Vesth orienterede om sit politiske arbejde i Slagelse byråd og i regionsrådet.

Sandra Skalsvig oplyste blandt andet, at foreningen har oplevet en betydelig medlemsfremgang på 60 nye medlemmer, så der nu er i alt 128 medlemmer i foreningen. Medlemmerne fordeler sig således, at Slagelse har 77, Sorø 22 og Kalundborg 29 medlemmer.

Fremgangen var kommet i to bølger, dels under valgkampen og dels umiddelbart efter regeringen blev dannet. Tydeligvis som følge af mange frustrerede borgerlige vælgere, pointerede hun.

Ved folketingsvalget fik Slagelse 6,3 procent (fremgang på 4,7 procent), Kalundborg 5 procent (fremgang på 3,8 procent) og Sorø 6,0 procent (fremgang på 4,4 procent), tilføjede hun.

Fremgangen ser ud til at fortsætte med stormskridt, idet landsresultatet på 7,9 procent nu er afløst af meningsmålinger på over 10 procent. Seneste meningsmålinger to endda med større tilslutning til LA end til Venstre, fortalte Sandra Skalsvig videre.

I forhold til det kommunalpolitiske i Slagelse var man enige om at styrke frihedsdagsordenen, decentralisering og større ansvarliggørelse generelt fremfor at bygge nye ledelseslag op med større centralisering og flere direktører til følge. Der skal sikres frit valg på alle niveauer, også mellem offentlige og private løsninger.

Generalforsamlingen valgte følgende til bestyrelsen:

  • Villum Christensen, Bisserup, blev valgt til formand.
  • Peter Stenberg, Røsnæs, blev valgt til næstformand.
  • Sander Patrick Larsen, Slagelse, blev valgt til kasserer.
  • Nicolai Sandager, Sorø, Rasmus Jaque, Korsør, Per Majgaard, Kalundborg, og Gitte Holm Jensen, Sorø, blev valgt som bestyrelsesmedlemmer.

Øverst: Villum Christensen er tidligere byrådsmedlem i Slagelse Kommune og folketingsmedlem. (Foto: Slagelse Kommune). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.