Lystfiskere dropper samarbejde med kommunen

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 6 år siden.

Slagelse.News – Udsætningsforeningen Vestsjælland oplever, at Slagelse Kommune modarbejder dem ved at grave Tude Å i stykker. Derfor stopper de med frivillig vandpleje og udsætning af ørred i Tude Å efter 70 år.

Lystfiskere stopper vandpleje og udsætning af ørreder i Tude Å. Samtidig udtræder lystfiskerne af alt samarbejde med Slagelse Kommune om Tude Å-systemet.

Føler sig totalt ignoreret af Slagelse Kommune

I årtier har lystfiskere på Vestsjælland, samlet i Udsætningsforeningen Vestsjælland (UFV95), sat ørreder ud i Tude Å-systemet, der er Sjællands største ørredvandløb.

Men efter at byrådet i Slagelse kommune den 29. august 2018 med et flertal valgte at fortsætte med Tude Ådal-projektet, stopper lystfiskerne både vandplejen og udsætningerne af den eftertragtede fisk.

»Tude Ådal-projektet i den nuværende form bliver i vores øjne dødsstødet til den i forvejen lille bestand af ørreder i Tude Å,« siger Kurt Jørgensen fra UFV95.

Sammen med DTU Aqua har UFV95 peget på løsninger, som kunne reducere skaderne, som projektet har for ørreden.

»Vores meget konkrete bud er blevet totalt ignoreret af Slagelse Kommune, og det tager vi nu til efterretning,« fortæller Per Christensen, der er repræsentant for Danmarks Sportsfiskerforbund.

Foreningen udtræder med øjeblikkelig virkning af Tude Ådal-projektet samt Vandsynsrådet og Naturforum.

Kommunens entreprenører graver Tude Å i stykker

Foreningen har i årevis sat fisk ud for at hjælpe og styrke den naturlige bestand af ørreder i vandløbet.

»Det virker som om, kommunen slet ikke er interesseret i, at der skal være ørreder i vandløbet. Gang på gang kan vi konstatere, at de entreprenører, som kommunen bestiller til at vedligeholde åen, graver åen i stykker og endda graver de sten op, som ørreden skal bruge for at kunne formere sig,« siger Kurt Jørgensen og fortsætter:

»Uden at forvaltning eller byråd rigtig gør noget for at stoppe det. Derfor virker vores frivillige indsats omsonst, og de beslutninger, der er taget i forhold til Tude Ådal-projektet, er den berømte dråbe, der får det til at flyde over.«

Fremover må Slagelse Kommune selv gøre arbejdet

Foreningens beslutning om at stoppe både vandpleje og udsætningerne får konsekvenser for lystfiskere, undervandsjægere, erhvervs- og fritidsfiskere, der kommer til de vestsjællandske kyster for at fiske.

»Der bliver færre ørreder at fange, når vi stopper vores arbejde. Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, og det er ikke med vores gode vilje at vi tager denne beslutning. Men vi oplever, at kommunen modarbejder os, og hvorfor skal vi så lægge tusindvis af frivillige timer i at få flere fisk på Vestsjælland?« spørger Kurt Jørgensen.

Stoppet af udsætninger efter 70 års udsætnings- og vandplejearbejde får også konsekvenser for kommunens forvaltning. De fisk som UFV95 indtil nu har sat ud har været til stor gavn, fordi de har hjulpet kommunen med opnå de miljømål, som EU har forlangt af den danske Stat.

»Fremover må Slagelse Kommune så på egen hånd gøre det arbejde, der skal til for at opnå de miljømål, som EU kræver,« forklarer Per Christensen.

UFV95 afviser ikke, at foreningen vil genoptage arbejdet på et senere tidspunkt.

»Men det kræver en helt anden indstilling fra kommunens side,« siger Kurt Jørgensen. Samtidig understreger han, at foreningen stadig vil holde skarpt øje med kommunens arbejde med åen.


Pressefoto: Udsætningsforeningen Vestsjælland 95.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.