Fremtidens filminstruktører fra 7. klasse i Slagelse Kommune

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Slagelse.News – Elever fra 7. klasse på Broskolen, Baggesensskolen, Vemmelev Skole, Antvorskov Skole og Marievangsskolen har lavet dokumentarfilm i samarbejde med professionelle filmfolk. På torsdag skal vinderne af bedste idé, bedste interview og publikumsprisen kåres.

7. klasse på Broskolen, Baggesensskolen, Vemmelev Skole, Antvorskov Skole og Marievangsskolen har lavet dokumentarfilm i samarbejde med professionelle filmfolk. Det oplyser Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.

En særlig premiere i Panoramas biograf i Slagelse

Torsdag den 14. oktober fra kl. 12 til kl. 14 er der en ganske særlig premiere i Panoramas biograf i Slagelse by.

Her viser elever fra 7. klasse på Broskolen på Halsskov (Korsør), Vemmelev Skole i Vemmelev, Antvorskov Skole i Slagelse og Marievangsskolen i Slagelse nemlig de dokumentarfilm, som de har lavet i samarbejde med professionelle filmfolk. Samtidig skal vinderne af blandt andet bedste idé, bedste interview og publikumsprisen skal kåres.

Eleverne har deltaget i et filmforløb som del af et kulturforløb i Børnenes Kulturregion, som understøtter læringsmål inden for blandt andet danskfaget.

De har blandt andet haft besøg af filmfolk fra St. Next, og de har fået lavet storyboard til deres film, inden de skulle ud i lokalsamfundet for at finde historier og medvirkende til deres små dokumentarfilm.

Samtidig har lærerne været en tur på skolebænken, hvor de har arbejdet med filmiske virkemidler og teknikker.

Spændende at prøve nyt og selv få ansvaret

»Det at lave dokumentarfilm sammen med professionelle filmfolk fra Station Next har givet eleverne en dybere forståelse for genren og de elementer en dokumentarfilm består af,« siger Marie Osterland, der er lærer på Antvorskov Skole, og fortsætter:

»Forløbet har også givet eleverne muligheden for at arbejde kreativt med en genre, som vi normalt i skolen kun analyserer og ikke producerer. Eleverne er gået til opgaven med godt mod og har syntes, at det var spændende at prøve noget nyt. Samtidigt med, at de har haft en masse gode ideer til, hvad en film om “Historier fra din by” kunne handle om.«

Elever selv er begejstrede for at komme ud af klasselokalet og at snakke med fremmede mennesker.

»Det er fedt nok at være med i denne uge, det er dejligt, at vi skal ud at lave noget frem for at sidde på en stol. Det fedeste var at interviewe et menneske, vi ikke kendte i forvejen,« siger Silje fra 7.A på Vemmelev Skole.

»Det er fedt, at vi selv får mulighed for at tage ud og interviewe en person. Jeg kan godt lide de her uger, hvor det er mere frit,« tilføjer Jeppe fra 7.B på Vemmelev Skole.

Forløbet kulminerer med den fælles premiere

Filmforløbet har i alt varet 14 dage. Eleverne har selv stået for optagelserne og været ansvarlige for at få alle skud i kassen. Efter optagelserne fik klassen igen besøg af en filmunderviser, som har hjulpet grupperne med at få klippet materialet sammen og tilføje musik og grafik.

Forløbet kulminerer med en fælles premiere, hvor eleverne kan se frem til at få vist deres film på det store lærred i biografen. Filmene vurderes af en jury med filmteknisk baggrund.

Filmprojektet er blot et af de kulturelle tilbud som Børnenes Kulturregion tilbyder. I år har også været billedkunst-, teater- og litteraturforløb, som flere af de øvrige skoler i kommunen har deltaget i.

Kort om Kulturaftalen og Børnenes Kulturregion

Kulturaftalen 2021-2024 for Børnenes Kulturregion, som dækker de seks kommuner Ringsted, Lejre, Slagelse, Holbæk, Kalundborg og Odsherred, rummer ambitionen om, at alle Kulturregionens 30.000 børn gennem hele deres dagtilbuds- og skoletid møder og arbejder med kunst og kultur, så det styrker deres kreativitet både her, nu og ind i voksenlivet.

Som barn i Børnenes Kulturregion vil man gennem årlige kulturforløb, fra man starter i vuggestue, og til man går ud af 9. klasse, blive ved med at arbejde med de forskellige kunstarter og sin egen måde at være kreativ.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Slagelse Kommune). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.