Christopher Trung skifter parti

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

Slagelse.News – Christopher Trung, der blev valgt ind i byrådet i Slagelse Kommune i 2017 og genvalgt i 2021, har besluttet at skifte parti.

Christopher Trung, der blev valgt ind i byrådet for Venstre i 2017 og genvalgt i 2021, har besluttet at skifte fra Venstre til Det Konservative Folkeparti. Det oplyses i en pressemeddelelse.

Føler sig mere socialkonservativ end liberal

Der bliver ikke smækket med døren, når Christopher Trung forlader Venstres byrådsgruppe til fordel for den konservative byrådsgruppe i Slagelse Kommune.

»Jeg er utrolig taknemmelig for, hvad jeg har lært i mine år hos Venstre, hvor jeg blev medlem i 2014. Men med årene følger en politisk modning, der for mig har betydet, at jeg føler mig mere som socialkonservativ end som liberal,« siger Christopher Trung, der blev valgt i ind byrådet i 2017.

Under årets kommunalvalg blev han genvalgt til byrådet med 1.304 personlige stemmer. Dermed placerede han sig som valgets femtestørste stemmesluger og trak stemmer nok til at blive valgt helt uden listestemmer på Venstre.

»En række af de mærkesager, jeg gik til valg på, oplever jeg, ligger nærmere konservativ end liberal politik. Jeg synes, jeg forbliver mest loyal over for alle dem, der har stemt på mig, ved at følge min inderste overbevisning,« uddyber Christopher Trung, der er blevet kendt for at tale de svagestes sag.

Ordentligt at melde ud inden fordeling af poster

Han har valgt at meddele sit partiskifte nu, endnu inden der er sat navne og partier på alle udvalgsposter i det nye byråd. Han står bag den indgåede konstitueringsaftale mellem Venstre, De Konservative, De Radikale og SF.

»Der er for mig mest ordentlighed i at melde ud nu, end når alle hverv er fordelt. Jeg spiller med åbne kort,« forklarer Christopher Trung.

Han understreger, at han »selvfølgelig« står bag om Venstres Knud Vincents som borgmester.

»Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg selvfølgelig peger på Knud Vincents som borgmester. Det har jeg lovet vælgerne, ligesom jeg også har lovet dem, at jeg vil gøre mit bedste.«

Fra den konservative byrådsgruppe og vælgerforening lyder en hjertelig velkomst:

»Christopher har vi lært at kende som en seriøs, engageret og stærkt socialt sindet politiker, der vil blive en værdifuld kapacitet for os konservative og for den politik, som vi står for,« siger kommende 1. viceborgmester Jane Dahl (K) og Jan K. Andersen, der er formand for den konservative vælgerforening.

Øverst: Christopher Trung (K). (Foto: Privatfoto). PM/pele.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.