Heino Knudsen (S) genvalgt som spidskandidat

Læsetid: 4 min.

Zand.News – Regionsrådsformand Heino Knudsen (S) er genvalgt som Socialdemokratiets regionsrådsformandskandidat til regionsrådsvalget i november 2021.

Socialdemokratiet går efter at fortsætte med Heino Knudsen i spidsen for Region Sjælland. Nuværende regionsrådsformand Heino Knudsen (S) er netop genvalgt som Socialdemokratiets regionsrådsformandskandidat til regionsrådsvalget den 16. november 2021.

Det skriver Socialdemokratiet i en pressemeddelelse her til aften.

Vigtigt at fortsætte den igangsatte udvikling og forandring

Regionsbestyrelsen i Socialdemokratiet har indstillet Heino Knudsen som partiets spidskandidat ved det kommende regionsrådsvalg. Indstillingen er enstemmig, og der var ikke bragt andre personer i forslag.

Det er Socialdemokratiets tolv kredse i Region Sjælland, som vælger partiets spidskandidat til regionsrådet. Der har været åbent for kandidater frem til den 1. juli 2020, men der er ikke indkommet modkandidater til Heino Knudsen.

For Socialdemokratiet er det vigtigt at kunne fortsætte den udvikling og forandring af Region Sjælland, som er igangsat i denne periode, siger Ida Marker, der er formand for den socialdemokratiske regionsbestyrelse:

»Det er vigtigt at vi fortsætter den samarbejdskurs, som Heino har stået i spidsen for indtil nu – samarbejde i regionsrådet, men også en konsekvent og ordentlig håndtering af de problemer og sager, der er dukket op. Jeg har stor tillid til, at Heino fortsætter det gode arbejde og håber at få vælgernes støtte til, at han kan fortsætte som formand,« siger Ida Marker.

Heino Knudsen er 40 år, bor i Nakskov og har en datter på 18 år. Han var medlem af byrådet i Lolland Kommune og kulturudvalgsformand samme sted i perioden 2014-2017. Sinde 1. januar 2018 har han bestridt posten som regionsrådsformand i Region Sjælland.

Heino Knudsen betragter genvalget som et stort skulderklap for det arbejde, som den socialdemokratiske gruppe har leveret:

»Jeg er stolt over, at vores bagland har vist mig denne store tillid. Det tager jeg som et stort skulderklap for det arbejde, som ikke bare jeg, men hele den socialdemokratiske gruppe, i et stærkt samarbejde med en række andre partier i regionen, har leveret de seneste år,« siger Heino Knudsen.

»S-gruppen i Regionrådet bakker entydigt op om Heinos spidskandidatur. Det er ikke vores opgave at indstille spidskandidat, men der er fuld enighed fra vores side. Vi glæder os til at fortsætte med Heino i spidsen for Region Sjælland,« supplerer gruppeformand Jan Hendeliowitz (S).

Mærkbare forandringer i regionen, men arbejdet er ikke færdigt

Heino Knudsen mener, at der er opnået mærkbare forandringer indtil nu i Region Sjælland, men at arbejdet ikke er færdigt.

»Det afgørende for mig er arbejdet for borgerne i Region Sjælland. Fokus på et mere nært og lige sundhedsvæsen for den enkelte, hurtig hjælp når den enkelte har brug for det og en fortsat udvikling af hele Region Sjælland,« siger Heino Knudsen og fortsætter:

»Vi er kommet langt på kort tid, men vi er samtidig en stor supertanker med 18.000 dedikerede medarbejdere, og derfor kan alle ændringer ikke implementeres på blot fire år. Vi har sat den rigtige kurs, som jeg meget gerne vil forfølge og sikre, at vi også kommer godt i havn med forandringerne. Det vil jeg gerne stå i spidsen for i et bredt samarbejde i regionsrådet.«

Øverst: Regionsformand Heino Knudsen (S). (Foto: Region Sjælland). PM/rk.

Fortæl din mening til os andre:

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.