Glemte du din telefon på Roskilde Festivalen?

Læsetid: 3 min.

Zand.News – Mange har glemt og mistet alverdens ting og sager på Roskilde Festivalen. Politiet har blandt andet modtaget omkring 200 mobiltelefoner. Har du også glemt noget?

Onsdag kl. 10.00 ankom en varevogn fuld af hittegods til politistationen i Roskilde. Roskilde Festivalen er slut, og de glemte sager i ugen løb er nu indsamlet og afleveret til politiet. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Poser med nøgler, kasser med briller og 200 telefoner

Politiet har fået utrolig mange personlige effekter, der tilhører gæsterne fra sidste uges festival, og de bliver nu registreret i systemerne, så de er klar til at blive udleveret til rette ejermand.

Hittegods. (Foto: Midt- og Vestsjællands Politi).

»Vi har igen i år fået indleveret store poser med nøgler, kasser med briller, omkring 200 mobiltelefoner og mange andre ting, som gæsterne har glemt i sidste uge,« siger kommunikationsmedarbejder Camilla Schouw Broholm fra Midt- og Vestsjællands Politi og fortsætter:

»Vi håber på, at rigtig mange festivalgængere vil henvende sig til os om deres glemte ting, så vi hurtigst muligt får udleveret effekterne.«

Hittegods. (Foto: Midt- og Vestsjællands Politi).

Hvad skal du gøre, hvis du har glemt noget på Roskilde?

Registreringen af tingene vil tage tid, og alle henvendelser om hittegods skal komme ind via e-mail, for at de hurtigst og lettest kan blive behandlet.

Derfor opfordrer Midt- og Vestsjællands Politi til, at man har tålmodighed, hvis man skal have udleveret sine glemte ting.

»Vi har selvfølgelig også fået rigtig mange effekter, hvor der allerede er navn på, så vi selv kan finde ejeren. Efterhånden som disse registreres, vil ejeren få besked i sin e-Boks. Det samme gælder telefoner med IMEI-numre,« forklarer Camilla Schouw Broholm.

Hvis du har mistet dine nøgler eller briller, skal du møde op personligt på politistationen i Roskilde, hvor du har mulighed for at gennemse de indleverede effekter.

Hvis du har mistet andre ting, skal du sende en mail til mvsj-hittegods@politi.dk – gerne med et billede af den mistede ting, en god beskrivelse samt eventuelle serienumre, mærke, model med videre.

Øverst: Hittegods fra Roskilde Festivalen. (Foto: Midt- og Vestsjællands Politi). PM/rk.

Fortæl din mening:

Kommentarer