Franske SAF skal flyve akutlægehelikoptere i Danmark

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

Zand.News – Basen i Ringsted, som dækker Region Sjælland, får en lidt større helikopter, Airbus Helicopters model EH145, som har plads til pårørende, ledsagende personale og mere udstyr.

Regionernes fire akutlægehelikoptere har været i udbud. Valget er faldet på det franske selskab SAF Helicopteres i samarbejde med danske UNI-FLY A/S. Det skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.

Farvel til Norsk Luftambulanse efter mange års samarbejde

SAF har fløjet rednings- og akutlægehelikoptere i Frankrig siden 1979. Det betyder samtidig et skifte af leverandør og dermed et farvel til Norsk Luftambulanse efter mange års godt samarbejde.

Der har været tale om et skarpt opløb med tre meget kvalificerede selskaber: Udover Norsk Luftambulanse og Franske SAF, har også det svenske selskab, Babcock, budt ind. Alle tre selskaber har leveret tilbud med høj kvalitet og driftssikkerhed.

Således er prisen endt med at være udslagsgivende, og gevinsten er mærkbar:

»Faktisk bliver den nye aftale billigere end den nuværende. Vi sparer 17 millioner kroner om året i forhold til den nuværende aftale. Det er en rigtig god nyhed, fordi det betyder, vi kan få mere sundhed for pengene,« siger Ulla Astman (S), der er næstformand i Danske Regioner.

To lignende og to større helikoptere på landsplan

Der er fire akutlægehelikoptere i Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning. Med overgangen til den nye kontrakt, udskiftes alle med nye helikoptere. To ligner dem, der er i forvejen. Men de andre to bliver nummeret større.

Helikoptere af den nuværende størrelse dækker behovet i langt de fleste situationer. De lidt større helikoptere kan eksempelvis være relevante, hvis en patient skal flyves fra et hospital til et andet for at modtage mere specialiseret behandling eller ved længere flyvninger. Sundhedsfagligt giver det derfor god mening.

Plads til pårørende i helikopteren fra Ringsted

Benny Jørgensen, der er præhospital direktør i Region Sjælland, oplyser til TV 2 Øst, at borgerne kan forvente mindst lige så god service, og at den på et enkelt punkt blive bedre, fordi basen i Ringsted vil få den lidt større helikopter – Airbus Helicopters model EH145.

»Behandlingskabinen, hvor lægen skal arbejde, er markant større. Det giver bedre arbejdsbetingelser for lægen, og det giver mulighed for, at pårørende kan komme med. Det giver også bedre faciliteter, når patiententer skal flyttes mellem hospitaler,« siger Benny Jørgensen til mediet.

Fordelen ved den lidt større helikopter er blandt andet, at der er plads til ekstra udstyr og ledsagende personale. Det kan eksempelvis være relevant ved lange transporter mellem hospitalerne. Ikke desto mindre kan den stadig lande tæt på skadestedet.

Gradvis overgang sikrer større tryghed for alle

SAF overtager driften af akutlægehelikopterne den 1. oktober 2023. Der er således god tid til at få leveret og godkendt de nye helikoptere og til at ansætte og træne personale.

»I det hele taget glæder jeg mig over, at der med udbuddet er lagt op til en stabil og tryg overgang; både for personalet og patienterne,« siger Ulla Astman.

Hun fremhæver blandt andet, at kvaliteten og evnen til at flyve under dårlige vejrforhold bevares og videreføres i den kommende kontrakt. Derudover er der stillet høje krav til driftssikkerhed samt arbejdsmiljø og arbejdsforhold for personalet.

Øverst: Akuthelikopter. (Foto: Niels Åge Skovbo / Danske Regioner). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.