Ældre ægtepar fik tømt alle bankkonti af netsvindler

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Zand.News – Politiet advarer mod netsvindlere, efter en mand har tømt et ældre ægtepars bankkonti.

En mand udgav sig for at være fra Nets, hvorefter et ældre ægtepar har fået tømt samtlige deres kontoer. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.

»Under foregivelse af at en konto skulle spærres og pengene flyttes, lykkedes det ham at tømme samtlige parrets kontoer,« oplyser politiet.

Fortalte på flydende dansk at pengene skulle flyttes

Netsvindleren fortalte ægteparret på flydende dansk, at en konto skulle spærres, og at pengene skulle flyttes. Dermed lykkedes det for svindleren at tømme alle parrets konti for et sekscifret beløb.

»Han fortalte dem, at nogen havde forsøgt at overføre 5.000 kroner fra en af deres konti. Herefter får han dem til at udlevere deres bankoplysninger og information om NemID,« siger vagtchef ved Sydsjællands Politi Henrik Karlsen til Ekstra Bladet.

Politiet advarer andre mod at udlevere bankoplysninger eller oplysninger om NemID over telefonen.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Brian A Jackson / iStock). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.