Zand.News – Blandt de 15- til 17-årige, som har spillet om penge, har mere end hver tredje spillet penge på skins inden for det seneste år. Skinbetting kan blandt andet være, at to spillere smider hver deres indkøbte skin i en pulje, som de slår plat eller krone om. Vinderen får begge skins, mens taberen må ud at købe eller bette sig til et nyt.
15 procent af unge mellem 15 og 17 år har spillet om penge online på alt fra onlinekasino til sport og såkaldte skins. Det viser en ny undersøgelse, skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.
Væddemål er den mest udbredte form for pengespil
I Danmark er aldersgrænsen for online pengespil 18 år. Alligevel viser Spillemyndighedens nye undersøgelse om danskernes spilvaner, at 15 procent af unge mellem 15 og 17 år har spillet om penge på internettet indenfor det seneste år. Det svarer til cirka 32.000 unge.
»Det er et meget højt tal. Og det viser, at det vi gør lige nu, ikke er nok. Der er en grund til, at man skal være over 18 år, når man spiller om penge. Vi kan se, at jo tidligere man begynder at spille, jo større er risikoen for at udvikle en afhængighed af at spille,« udtaler skatteminister Jeppe Bruus Christensen (S).
Væddemål – typisk sportsvæddemål – er fortsat den mest udbredte form for pengespil blandt de unge, der spiller om penge. Hele 68 procent har gjort det indenfor det sidste år, og knap halvdelen har spillet på et onlinekasino.
Gambling i computerspil – altså såkaldt skinbetting
Skins i computerspil kan eksempelvis være en udsmykning af et våben eller en figur. Et skin gør ikke en spiller bedre, men er alene af kosmetisk karakter og ændrer udseendet på den profil, som de unge har online.
Blandt de 15- til 17-årige, som har spillet om penge, har mere end hver tredje spillet penge på skins inden for det seneste år. Skinbetting kan blandt andet være, at to spillere smider hver deres indkøbte skin i en pulje, som de slår plat eller krone om. Vinderen får begge skins – taberen må ud at købe eller bette sig til et nyt.
»Vi skal gøre noget ved problemet med gambling i computerspil – både herhjemme og på europæisk plan. Spiludbydere opererer på tværs af landegrænser. Derfor skal vi også finde fælles løsninger, som beskytter vores børn og unge,« siger Jeppe Bruus og uddyber:
»Jeg har netop nedsat et panel af danske unge, der skal rådgive mig om, hvordan de oplever gambling online. Deres input tager jeg med til mine drøftelser om spilområdet med Folketingets partier hen over efteråret – og her er beskyttelse af unge og forebyggelse af spilafhængighed meget central.«
Skinbetting foregår kun på det ulovlige spilmarked.
Der findes ingen spiludbydere med dansk tilladelse, som udbyder skinbetting. Skinbetting kan derfor kun foregå på det ulovlige spilmarked. Samtidig verificerer siderne sjældent om spillerne er over 18 år, som de skal efter dansk lov.
Spillemyndigheden har stort fokus på spilsider uden dansk tilladelse. Siden 2012 har de blokeret 276 sider, der ulovligt har udbudt spil rettet mod Danmark for at sikre, at spil om penge foregår fair og ansvarligt.
Øverst: Genrefoto. (Foto: Lioputra / iStock). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.