Supermarkedskæder står sammen om at skjule tobak

Opdateret den

Zand.News – Først Salling Group, noget senere Coop og nu også ALDI fjerner tobakken fra hylderne. Salling Group har allerede høstet gode erfaringer og efterspurgt en lov. Nu stiller Coop et borgerforslag.

ALDI tilbyder rygestopkursus til medarbejderne

ALDI har gennem noget tid arbejdet på en helt ny tobakspolitik, der, ud over at få tobakken væk fra hylderne ved kasseapparatet, omfatter en række andre, mere vidtrækkende initiativer. Det skriver ALDI i en pressemeddelelse i dag den 26. oktober.

Det betyder blandt andet, at medarbejdere, der ryger, i fremtiden vil blive tilbudt et rygestopkursus, og der vil blive indarbejdet moduler om rygning og sundhed som en del af ALDI’s elevuddannelse.

»Ved udgangen af det indeværende år vil cigaretter eller tobaksvarer ikke være synlige i nogen af vores butikker i Danmark. Alt for mange unge begynder at ryge, og det har vi et medansvar for at reducere. Det første skridt er at skjule cigaretter og tobaksvarer i butikkerne, så lige nu tester vi to forskellige løsninger, som skjuler varerne effektivt, men som også sikrer den bedst mulige løsning for vores medarbejdere,« siger Finn Tang, adm. direktør i ALDI Danmark.

Coop indleder folkelig indsats for at skabe lovgivning

Frem mod den 1. juli 2019 vil Coop skjule tobakken i alle sine 1.100 butikker, herunder butikkerne i Tyskland. Det er allerede gennemført i Irma, derefter kommer de øvrige butikker i Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen og Fakta i løbet af første halvår 2019.

De seneste dage har mange nærbutikker erklæret, at de ikke vil skjule tobakken frivilligt i deres butikker. Uden lovgivning vil 5.000 ud af 7.000 tobakssælgende butikker i Danmark fortsat eksponere cigaretter og tobak. Det skrev Coop i en pressemeddelelse den 25. oktober.

Derfor indleder Coop en folkelig indsats for at få skabt lovgivning på området. Med et borgerforslag, der er sendt til Folketinget, vil Coop samle 50.000 underskrifter for at få politikerne på Christiansborg til at vedtage fælles regler for alle. Se mere på: gemtobakken.nu.

»Selv om vi med vores plan bidrager med det største antal butikker, så vil der fortsat være synlig tobak i flere tusinde andre butikker, primært kiosker, nærbutikker og tankstationer. Dermed risikerer vi blot at flytte salget fra en butik til en anden, og så vil det jo ikke have den effekt på folkesundheden, der er målet. Det undrer mig, at sundhedsministeren ikke kan se det,« siger adm. direktør Peter Høgsted i Coop.

Salg af cigaretter er faldet helt op til 39 procent i Netto

Tilslutningen i befolkningen til at skjule tobakken viser en opadgående pil. I 2012 mente kun 63 procent, at det var en god ide at gemme tobakken, og i 2017 sagde 69 procent, at de synes godt om ideen. Det skrev Salling Group i en pressemeddelelse den 23. oktober. Salling Group står bag føtex, Bilka, Netto, Salling og Wupti.

Efter at Netto gemte cigaretterne væk, viser opgørelser fra en række Netto-butikker, der ligger tæt på en eller flere ungdomsuddannelser, og hvor kunderne i høj grad består af unge, at salget af cigaretter er faldet helt op til 39 procent.

»Det er overordentligt positivt at se, at opbakningen hos danskerne til at gemme cigaretterne væk er så stor. Salling Group er gået foran og har sat gang i en bevægelse, men vi har brug for en lov, så kiosker og de øvrige butikker følger efter, siger Niels Them Kjær, projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse.

Et flertal af de adspurgte er da også parate til at gemme cigaretterne væk ved lov. Blandt dem, der har taget stilling, mener 58 procent, at det skal være lovpligtigt at salgsstederne gemmer tobakken væk – 42 procent mener ikke, at det skal være lovpligtigt.

»Vi kan se i vores butikker, at det har en stor og positiv effekt at skjule cigaretterne. Desværre er der ikke noget, der tyder på, at alle udsalgssteder herhjemme frivilligt vil gemme tobakken væk. Derfor må vi appellere til politikerne om at indføre skjult tobak ved lov, som også et flertal af befolkningen bakker op om i undersøgelsen,« siger Jonas Schrøder, direktør for ansvarlighed i Salling Group.

Læs også: Netto: Mindre salg af cigaretter til unge.


Pressefoto: Bilka / Salling Group.


Fortæl din mening:

kommentarer