Statsvejene får LED-belysning

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

Zand.News – »Vi har faktisk en forventning om, at vi kommer til at kunne reducere energiforbruget med 5400 MWh om året. Det svarer faktisk til det samlede energiforbrug i cirka 1200 parcelhuse,« lyder det fra Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet er i fuld gang med at skifte lamperne i lygtepælene langs statsvejene til LED-belysning. De nye LED-lamper er billigere i drift, mere skånsomme over for klimaet, og så giver de en bedre belysning end de gamle. Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Lyser mere hvidt og bruger mindre energi

Vejdirektoratet er lige nu i gang med et nationalt, bæredygtigt tiltag, som betyder, at de gamle damplyskilder i lygtepælene langs statsvejene snart er fortid. Styrelsen er nemlig ved at montere nye LED-lamper i lygtepæle i hele landet.

LED-teknologien blev første gang taget i brug af Vejdirektoratet i 2013, og siden er næsten 10.000 LED-lamper blevet sat op langs det danske statsvejnet. Den nye belysning sparer blandt andet på energien og giver et bedre lys til gavn for trafikanterne.

I år udskiftes yderligere 10.000 lamper til LED, og i de kommende år vil de resterende 8.000 lamper undergå samme forvandling. Det betyder, at de danske statsveje snart vil have fuld LED-belysning på nær et lille antal lamper, der har et helt særligt design.

»Vejbelysningen er vigtig for trafikanternes sikkerhed, fremkommelighed og tryghed. Vi skal derfor sikre, at vi har den bedst mulige belysning – både hvad angår lysets kvalitet og bæredygtighed. Det, vi gør her, er smart på mange måder. For det første bruger de nye lamper omring 65 procent mindre energi end de gamle. For det andet holder LED-lyskilderne i omkring 25 år, hvor de gamle lyskilder skulle udskiftes hvert sjette år. Vi sparer altså penge både på den daglige drift og i det lange løb. Og så er det jo i den grad en gevinst i forhold til at reducere CO2-udledningen,« siger ingeniør Thomas Lind Hansen fra Vejdirektoratet.

På grund af de stigende energipriser vil de nye LED-lamper tjene sig selv hurtigere hjem end først antaget. I 2019 blev tilbagebetalingstiden for projektet beregnet til 12 år, men tager man udgangspunkt i de nuværende elpriser, der er omkring én krone højere per kWh, vil der allerede være overskud på kontoen efter otte år.

Besparelsen svarer til forbruget i 1200 huse

Trafikanter vil opleve, at lyset fra de nye LED-lamper er mere hvidt, hvor de gamle med damplyskilder typisk havde et gulligt skær. LED-lamperne er desuden bedre til at gengive farver på trafikanter og køretøjer.

I modsætning til de gamle lyskilder indeholder LED-lyskilderne ikke giftige tungmetaller såsom kviksølv, og det er godt for miljøet. Men en af de største fordele ved de 18.000 nye LED-lamper får man at se på energiregningen.

»Vi har faktisk en forventning om, at vi kommer til at kunne reducere energiforbruget med 5400 MWh om året. Det svarer faktisk til det samlede energiforbrug i cirka 1200 parcelhuse. Når vi er fuldt udrullet, så giver det en CO2-besparelse til gavn for klimaet på omkring 800 ton om året,« siger Thomas Lind Hansen.

Opgaven med at køre ud og montere nye lamper var tidligere på året i udbud, hvor opgaven blev tildelt virksomhederne Citelum Denmark, Bravida Danmark, Verdo Teknik og Andel Lumen. I alt er der skrevet kontrakter for cirka 30 millioner kroner. De nye, energibesparende LED-lamper bliver sat op langs statens motorveje, rundkørsler, signalregulerede kryds og hovedveje i byer i hele landet, står der i meddelelsen.

Øverst: Trafikanter vil opleve, at lyset fra de nye LED-lamper er mere hvidt, end de er vant til. De gamle lys havde et gulligt skær. (Foto: Verdo / Vejdirektoratet). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.