Politiet beder om hjælp til at identificere to personer

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Zand.News – Politiet beder hele landets befolkning om hjælp til at få identificeret to personer, som er efterlyst i forbindelse med vold mod politiet på Christiania.

I sidste uge udsendte Københavns Politi en efterlysning af seks personer, som politiet ikke havde haft held med at identificere.

De seks personer blev søgt i forbindelse med vold mod politiet på Christiania.

Tre sidder varetægtsfængslet for vold mod politiet

Episoderne er alle sket i forbindelse med den styrkede indsats mod den organiserede og åbenlyse hashhandel på Christiania.

Efterlysningen har givet hurtige resultater. Tre af de seks efterlyste personer har i de mellemliggende dage meldt sig selv til politiet. En fjerde person er identificeret på baggrund af efterlysningen.

Tre af de efterlyste sidder nu varetægtsfængslet, sigtet for vold mod politiet.

Københavns Politi beder stadig om befolkningens hjælp til at få identificeret de to sidste personer.

Københavns Politi ser med stor alvor på sagen

»Når vi udsender sådan en efterlysning, så er det selvfølgelig, fordi vi ser med stor alvor på sagen. Derfor er vi også meget tilfredse med, at tre ud af de seks efterlyste personer har meldt sig og at en fjerde er identificeret,« fortæller vicepolitiinspektør Lars-Ole Karlsen i Københavns Politi.

Han understreger, at Københavns Politi vil fortsætte den vedvarende og omfattende indsats på Christiania.

(Foto: Københavns Politi).

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.