Salling overtager “BR” og varelager

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Artiklen er opdateret for 5 år siden.

Zand.News – Salling Group køber TOP-TOY’s danske varelager samt navnet “BR”.

Salling Group, der blandt andet står bag kæderne Bilka, føtex, Netto, Wupti.com og Salling Stormagasiner, har indgået aftale med kurator i den konkursramte TOP-TOY-koncern om køb af varelager og IP-rettigheder.

Handlen dækker TOP-TOY’s samlede danske varelager samt rettigheder til BR-brandet i Danmark. Det vjl sige retten til at anvende BR-navnet samt BR’s egne mærker på det danske marked.

Aftalen omfatter ikke rettigheder til Toys’R’Us-brandet. Det oplyser Salling Group i en pressemeddelelse.

IP står for “Intellectual Property” og er betegnelsen for intellektuel ejendomsret og immateriel rettighed. Der er med andre ord tale om en beskyttelse af forretningskendetegn såsom navnet “BR”.

Aftalen sikrer legetøjsalg i fysiske butikker i hele landet

I december annoncerede TOP-TOY lukning af samtlige Toys’R’Us- og BR-butikker, efter at virksomheden gik konkurs. I første omgang ser Salling Group et stærkt samspil mellem det opkøbte varelager og føtex’ og Bilkas eksisterende udbud af legetøj.

»Der er tale om en strategisk vigtig aftale for Salling Group, da konkurrencen på legetøjsmarkedet er markant forstærket de seneste år,« siger administrerende direktør i Salling Group, Per Bank, og fortsætter:

»Med aftalen sikrer vi, at legetøj fortsat er en vigtig del af kundernes indkøbsmuligheder i de fysiske butikker i hele landet, og at legetøjssalget ikke alene flytter over på udenlandske webshops. Hvordan BR-brandet på sigt vil blive anvendt, har vi ikke taget endelig stilling til endnu.«

BR’s fysiske butikker og medarbejdere ikke med i aftalen

Aftalen betyder, at Salling Group alene overtager varelager samt IP-rettigheder. Salling Group køber dermed ikke den samlede virksomhed, og aftalen omfatter således ikke overtagelse af fysiske butikker eller medarbejdere.

»Det er beklageligt, når kompetente medarbejdere i branchen mister deres arbejde efter butikslukninger. Med 1500 ledige jobs i Salling Group er der forhåbentlig muligheder for mange af TOP-TOY’s dygtige medarbejdere hos os. Indtil da sikrer vi med denne handel, at rettighederne til et hæderkronet dansk brand forbliver på danske hænder,« siger Per Bank.

Allerede før nytår lancerede Bilka og føtex en bytteservice, så julegaver købt i BR og Toys’R’Us i Danmark kan byttes til andet legetøj i føtex’ og Bilkas udvalg.

Bytteordningen fortsætter uændret hele måneden, så julegaver kan byttes frem til den 31. januar, hvis varen findes i føtex, Bilka eller på Bilka.dk.

Læs også: BR og TOYS”R”US lukker og slukker i aften.

(Øverst: Per Bank. Foto: Salling Group. Foto på Instagram: TOP-TOY).

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.