Fælles færdselsindsats i Europa: “Sikre veje”

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Zand.News – Indtil onsdag gennemfører politiet en målrettet færdselsindsats, hvor der vil være fokus på alle færdselsarter og alle lovovertrædelser. »I bund og grund handler det om at ændre adfærd,« skriver Rigspolitiet.

Fra i går torsdag til onsdag den 22. september 2021 gennemfører politiet en målrettet færdselsindsats under navnet “Sikre veje”, hvor der vil være fokus på alle færdselsarter og alle lovovertrædelser. Det oplyser Rigspolitiet.

Bilister udgør hovedparten af dræbte og tilskadekomne

“Sikre veje” er en del af en større fælles færdselsindsats i Europa, som går under navnet “Safety days”.

Gennemsnitligt dør 70 mennesker i trafikken i Europa hver eneste dag, hvorfor Danmark sammen med de øvrige medlemslande i Roadpol med denne kampagne sigter mod at ramme bare én dag med 0 dræbte.

Vi skal kunne færdes sikkert i trafikken – bilister udgør hovedparten af de dræbte og tilskadekomne i trafikken, men også fodgængere, cyklister, motorcyklister og knallertkørere er udsatte trafikanter, skriver Rigspolitiet.

Hver eneste dag hører vi om uheld i trafikken. Uheld der måske kunne være undgået, hvis vi havde været opmærksomme, haft fokus på at færdes i trafikken, løftet foden en anelse fra speederen, haft overskud til andre i trafikken, udvist empati, undladt at køre påvirket af spiritus eller euforiserende stoffer og helt generelt bare havde givet plads til hinanden og fulgt færdselsreglerne.

Hver ulykke er én for meget, men overholder vi færdselsreglerne, og færdes med respekt og omtanke for hinanden, så kan vi nedsætte risikoen for uheld betragteligt.

Det handler det om at ændre adfærd i trafikken

I bund og grund handler det om at ændre adfærd, skriver politiet. Det handler om at ændre en trafikkultur, så det at færdes i trafikken bliver en god og tryg oplevelse for alle, og det gælder, uanset om man er gående, cyklist, bilist, eller hvordan man ellers bevæger sig rundt i trafikken.

»Vi arbejder hver eneste dag for at nedbringe antallet af dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken, hvorfor vi ikke vil acceptere, at nogle trafikanter blæser på love og regler. De skaber utryghed og bringer sig selv og andre i fare,« siger Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter og fortsætter:

»I bund og grund handler det om at ændre adfærd. Det handler om at ændre en trafikkultur, så det at færdes i trafikken bliver en god og tryg oplevelse for alle, og det gælder, uanset om man er gående, cyklist, bilist, eller hvordan man ellers bevæger sig rundt i trafikken.«

Fakta om dræbte og tilskadekomne:

  • 155 personer (foreløbige tal fra vejdirektoratet) mistede livet i trafikken i 2020.
  • For høj hastighed vurderes at være den hyppigste årsag til færdselsulykker med alvorlig tilskadekomst og dødsfald (kilde: Rådet for Sikker Trafik).
  • 489 personer blev dræbt i ulykker med uopmærksomhed eller manglende orientering fra 2013 til 2018 (kilde: Rådet for Sikker Trafik).
  • Hver femte dødsulykke i trafikken skyldes alkohol (kilde: Rådet for Sikker Trafik).
  • 33 procent af bilisterne bliver ofte irriteret over andres adfærd i trafikken (kilde: Rådet for Sikker Trafik).
  • 7 ud af 10 alvorlige cykelulykker sker i kryds (kilde: Rådet for Sikker Trafik).

Øverst: Færdselskontrol i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. (Foto: Niclas Jessen / Rigspolitiet). PM/red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.