DSB øger antallet af billige billetter

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Zand.News – DSB lancerer DSB Orange Fri og fordobler antallet af billige billetter. Samtidig bliver det mere fleksibelt.

Fra og med i dag er der to typer af de billige DSB Orange-billetter, når den nye billet DSB Orange Fri bliver sat til salg.

På samme tid fordobler DSB antallet af billige Orange-billetter, så der hver uge er 120.000 billige billetter til salg fordelt på langt flere afgange over Storebælt.

Mere fleksibilitet end den billige Orange-billet

»Med Orange Fri får vi en billet, der har mere fleksibilitet end den billige Orange-billet, men er langt billigere end en enkeltbillet,« siger Aske Wieth-Knudsen, der er underdirektør i DSB Kommerciel.

Den nye billet Orange Fri kan købes helt op til afgang, billetten kan refunderes op til 30 minutter før afgang, hvilket giver plads til at planlægge – og ændre planer.

Desuden er der flere Orange Fri-billetter – også på de attraktive afgange i løbet af dagen. Med den nye billetstruktur har DSB billige Orange-billetter på næsten alle afgange. Dog er der flest på tidspunkter med færre rejsende.

Bedre sammenhæng med en effektiv tog-drift

»DSB ønsker at bidrage til at skabe sammenhæng for danskerne med en effektiv og klimavenlig drift. Togene kan have mange kunder med på én gang og kan bidrage til at løse nogle trængselsproblemer. Og med den ny Orange Fri billet får vi en prisstruktur, der gør toget attraktivt for flere grupper,« siger Aske Wieth-Knudsen og fortsætter:

»DSB er forpligtet til at køre tog det meste af døgnet, også i de sene aftentimer og de meget tidlige morgener. Og vi vil gerne have flere med på rejserne også uden for myldretiderne. Det kan flere billige DSB Orange-billetter bidrage til.«

Flere billige billetter og to typer af Orange-billetter fordelt på flere afgange gør det lettere for kunderne at komme billigt med toget over Storebælt. Den nye billettype kan i første omgang købes på dsb.dk. Når DSB først på foråret lancerer en ny DSB App, bliver det også muligt at købe Orange billetter ad den kanal.

Læs mere på: dsb.dk/kampagner/orangefri.

Øverst: DSB-tog. (Foto: Jens Hasse / Chili foto / DSB). /rk

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.