Coronarestriktioner i julen og nytårsaften

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Zand.News – Sundhedsmyndighederne anbefaler, at man begrænser nytårsaften til sin husstand og eventuelt sin allernærmeste omgangskreds.

Der er udbredt samfundssmitte i Danmark. For at bevare epidemikontrollen er store dele af aktiviteten i landet lukket ned til og med 3. januar 2021.

Situationen har også betydning for afholdelse af nytåret 2020/2021. Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Anbefaler en mere rolig og afdæmpet nytårsaften

Smitten med COVID-19 har været stigende i alle landets regioner. Det gælder også dele af landet, som hidtil og i en periode har haft et lavere smitteniveau.

Med de tiltag og restriktioner der på nuværende tidspunkt er meldt ud, er der tale om en samlet COVID-19-nedlukning af samfundet hen over jul og nytår. For jul og nytår gælder der desuden en række særlige forhold.

Myndighederne henstiller generelt til, at alle i Danmark holder en mere rolig og afdæmpet nytårsaften end normalt.

Forsamlingsforbud på 10 og maksimalt 10 i hjemmet

Samtidig gælder forsamlingsforbuddet på 10 personer og anbefalingerne om maksimalt 10 personer i private hjem og 10 sociale kontakter også nytårsaften.

Nytårsaften er der forbud mod salg af alkohol fra kl. 22.00 til kl. 09.00 nytårsdag (1. januar 2021) fra serveringssteder, butikker og andre lokaler og lokaliteter.

Politiet vil være synligt til stede i det offentlige rum nytårsaften og påse overholdelsen af COVID-19-restriktionerne, herunder særligt forsamlingsforbuddet.

Politiet er i dialog med relevante kommuner om en hensigtsmæssig indretning af byrum for at undgå sammenstimling i det offentlige rum

Sundhedsanbefalinger i forbindelse med nytårsaften

Sundhedsmyndighederne anbefaler, at man begrænser fejringen af årets afslutning til sin husstand og eventuelt sin allernærmeste omgangskreds.

»Vi anbefaler i de nye råd om nytår, at du aflyser aftaler med personer, du ikke plejer at ses med, eller afholder dem virtuelt – også nytårsaften,« siger Helene Bilsted Probst, der er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, og fortsætter:

»Det indebærer også at begrænse fejringen af årets afslutning til din husstand, og de få personer du plejer at ses med. På den måde passer du bedst på dig selv og andre.«

Sundhedsstyrelsen har i forbindelse med nytårsaften udarbejdet en række gode råd:
  • Vær så få som muligt og aldrig mere end 10 personer til nytår, inklusive dig og din husstand, uanset hvor stor din bolig er.
  • Invitér kun personer fra din omgangskreds af 10 personer, som du plejer at se ofte.
  • Bliv hjemme hvis du har symptomer, er testet positiv eller er nær kontakt.
Sundhedsmyndighederne anbefaler samtidig, at man holder sig til de samme personer:
  • Hold dig til dit eget nytårsselskab hele aftenen, også hvis I går udendørs.
  • Undgå steder, hvor mange mennesker typisk går hen nytårsaften.
  • Find alternative måder at ønske godt nytår til dine naboer, hils for eksempel hen over hækken, på hver sin altan eller over telefonen.
  • Aflys fælles fyrværkeriarrangementer eller -opvisninger, hvor flere mennesker fra nabolaget samles samme sted.
  • Lav aftaler for virtuelle nytårshilsner med venner og familie, som du gerne ville have fejret nytåret med.
  • Uden for private boliger og haver i tilknytning hertil gælder forsamlingsforbuddet på 10 personer.

Artiklen er opdateret med udtalelse fra Sundhedsstyrelsen.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Thomas Morkeberg / iStock). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.