Biografer og andre dele af erhvervslivet åbner

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

Zand.News – »Jeg er glad for, at foredrag og konferencer igen kan åbne op for siddende arrangementer, og at folk igen kan komme en tur i teateret eller se en god film biografen,« lyder det fra erhvervsministeren.

På baggrund af Epidemikommissionens anbefalinger har regeringen, med opbakning fra et flertal i Folketinget, besluttet at genåbne dele af dansk erhvervsliv. Samtidigt er der fremlagt en gradvis plan for yderligere genåbning af store dele af erhvervslivet. Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Åbnes for foredrag, biografer og forlystelsesparker

Fra den 16. januar 2022 kan der igen holdes foredrag og konferencer med op til 500 siddende deltagere, og forlystelsesparker og omrejsende tivolier kan igen holdes åbne. De øvrige restriktioner på erhvervsområdet forlænges frem til og med 31. januar 2022.

»De kolde måneder er altid lumske, når det drejer sig om smitte. Heldigvis fik vi med rettidig omhu sat ind med smitteinddæmmende tiltag, og det betyder, at vi nu kan se ind i en relativ hurtig genåbning af vores samfund. Jeg er glad for, at foredrag og konferencer igen kan åbne op for siddende arrangementer, og at folk igen kan komme en tur i teateret eller se en god film biografen,« siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Epidemikommissionen vurderer løbende næste skridt

Epidemikommissionen vil løbende vurdere muligheden for yderligere genåbning og anbefaler, at genåbningen forløber trinvis i takt med epidemiudviklingen.

Epidemikommissionen vurderer for nuværende, at det i næste trin vil være relevant blandt andet at genåbne hovedparten af de øvrige aktiviteter på erhvervsområdet for eksempel messer, lege- og badelande, forsamlingshuse og selskabslokaler samt lempelse af restriktioner for serveringsteder med videre.

Epidemikommissionen vurderer dog samtidig, at der forventeligt også efter næste trin vil være behov for restriktioner herunder for eksempel natteliv og større arrangementer med stående publikum samt krav om coronapas og mundbind.

Frem mod restriktionernes udløb den 31. januar 2022 vil Epidemikommissionen vurdere, om man kan anbefale at iværksætte næste trin fra den 31. januar 2022. Iværksættelse af næste trin i genåbningen forudsætter en stabil udvikling i epidemien, herunder særligt i forhold til indlæggelsesniveau og belastning på intensivpladser.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Geralt / Pixabay). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.