Syv gode råd til at få en god jul i skilsmissefamilien

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Zand.News – Julen er hjerternes tid, og særligt børnefamilierne står med hygge og arrangementer, der skal gå op i en højere helhed. Men det kræver lidt ekstra at få fordelt julen, så både børn og voksne får den ønskede jul, hvis far og mor ikke bor sammen.

Ikke børnene, som deltager i forældrenes jul

Louise Lisner fra skilsmisse- og livsstilsappen “CoPilots” giver følgende råd til en god jul mellem to hjem, hvor børnene skal hygge sig med både mor og far samt hele familien.

»Som med alt andet i hverdagen hos skilsmissefamilier, handler det om fokus på børnene. I julen er det særligt vigtigt at huske, at det ikke er børnene, der skal deltage i forældrenes jul, men forældrene, der skal planlægge julen efter børnene,« siger Louise Lisner.

Hun giver her syv konkrete råd til jul med to hjem

Planlæg i god tid: Mange familier har et fast rul med, hvor julen holdes. Dog er der også alle juledagene af tage hensyn til og julefrokost i “din” og “min” familie. Sørg for at planlægge i god tid, så risikoen for at planerne løber sammen mindskes.

Vær fleksibel: Selvom din eks og du lever hver jeres liv, har børnene stadig kun en familie. Vær derfor fleksibel og indret jer, så børnene kan være med til så meget julehygge med deres nære familie som muligt – uanset om det er din eller din eks’ gren af familien.

Hold dig fra gaveræs: Børn ved godt, at der er forskel på gaver og hvem, der giver hvad. Vær ikke bekymret for, om der er forskel på beløbets størrelse på gaverne hos dig og din eks. Det er ikke dét, som børnene går op i.

OK at prioritere tiden med børnene: Når man ikke har hele julen sammen, er det ok at være nærig med tiden. Der kan også blive for meget at se til for børn. Vær ikke bange for at takke nej til arrangementer, som ikke er i din og børnenes interesse. Fortæl folk, at du vælger de arrangementer, som glæder børnene.

Husk at hjælpe børnene: Børn kan også lide at give og glæde. Hjælp eventuel børnene med en lille julegave til den anden forælder. For børnene kan det være svært selv at stå med gavekøb, hvis ingen voksne hjælper.

Skab nye traditioner sammen: Børn elsker traditioner. Er du ny-skilt gælder det om at fokusere på jeres nye liv sammen – så husk enten at holde fast i de gamle juletraditioner eller skab nogle nye med børnene.

Del glæden: Husk at dele glæden over børnenes jul med hinanden. Del for eksempel billeder, eller fortæl om de små sjove ting, som børnene oplever i julen. På den måde kan I som forældre glædes sammen, men også hver især kende til barnets oplevelser. Det får barnet også glæde af.

»Derudover kan jeg anbefale forældrene at bruge de værktøjer, der er skræddersyet til at være skilsmissefamilie. Her hjælper CoPilots forældrene med at planlægge mellem de to hjem og give hinanden indblik i barnets hverdag hos hinanden,« slutter Louise Lisner.


Foto: CoPilots.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.