Landsindsamling støtter socialt hjælpearbejde i Danmark

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – Søndag den 25. november 2018 samler Kirkens Korshær ind i Slagelse Kommune og resten af landet. Det er den eneste landsindsamling, som kun støtter socialt hjælpearbejde her i landet.

Kirkens Korshær oplever et stigende behov for hjælp

I år er det tredje gang siden krisen i 1930’erne, at Kirkens Korshær samler ind, hvor velfærdssamfundet giver fortabt.

Hos Kirkens Korshær ville vi hellere være arbejdsløse den 25. november 2018, men vi føler os forpligtiget til at samle ind og hjælpe det stigende antal hjemløse, som Danmark har fået, smøre flere madpakker til de flere fattige børnefamilier, tage hånd om flere ensomme, misbrugere og psykisk syge udsatte mennesker.

Det går den gale vej for velfærdssamfundet, når der er et stigende behov for Kirkens Korshær.

»Der er efterhånden mange tal og undersøgelser, der viser, hvor Danmark er på vej hen: flere børn lever i fattigdom, der bliver længere mellem rig og fattig, og flere og flere unge mennesker bliver hjemløse. Det burde være klart for enhver, at det her er en uværdig udvikling for et land som Danmark, der ellers kan bryste sig af både velstand, velfærd og humanisme,« siger chefen for Kirkens Korshær, Helle Christiansen.

Landsindsamling er en protest på vegne af de udsatte

Det er ikke bare tal, men rigtige mennesker. Der er den unge hjemløse, der er helt alene i verden og må overnatte hos os i Kirkens Korshær, selvom vi ellers ikke rettet mod unge. Den ældre hjemløse, som døjer med infektion i benet. Manden, der kommer med sit livs ejendele i nogle plastikposer for at få lidt mad og et bad.

Vi hjælper fattige familier med de daglige udfordringer. Og når det økonomiske råderum ligger langt under fattigdomsgrænsen, så kan selv små udfordringer vokse sig store og virke uoverskuelige.

På vores overnatningssteder er der hver nat fyldt med forpinte mennesker. Psykisk syge nattevandrere og dødeligt syge hjemløse, udskrevet, fordi hospitalet kan ikke gøre mere for dem.

Kirkens Korshærs landsindsamling er også en protest på vegne af de mennesker, som vi møder på vores varmestuer, i vores familiestøttende arbejde og i vores samtaletjenester for ensomme og udsatte mennesker. De fortjener bedre – og det gør Danmark også.

Du kan melde dig som indsamler på: danmarkmodfattigdom.dk.

Ingen besøg, ingen at tale med og ingen steder at gå hen

»Her i Slagelse og omkringliggende byer, Korsør og Skælskør – er der mænd og kvinder, som lever isoleret fra omverdenen. De får ingen besøg, har ingen at tale med om deres problemer og har ingen steder at gå hen. Dem vil vi gerne hjælpe. Derfor har vi varmestuer. Og derfor holder vi landsindsamling d. 25. november,« skriver Kirkens Korshær Slagelse på Facebook.

Der er også andre lokale ildsjæle, som gør en ekstra indsats for de mennesker, som har det svært, såsom byrådsmedlem Christopher Trung Paulsen:

»Behovet for det humanitære arbejde er stort, og det vokser. Ligeså meget som vores system virker for rigtig mange mennesker, er der desværre dem der risikerer at falde ned mellem to stole. Det har jeg selv oplevet på tæt hold,« skriver Christopher Trung på Facebook og fortsætter:

»Alle mennesker har brug for at høre til, og at være noget særligt for nogen. Derfor samler jeg ind for Kirkens Korshær, søndag den 25. november.«


Foto: Kirkens Korshær.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.