Har du snakket med skulpturen i dag?

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Korsor.News – Kunstnergruppen “Kunst ud til Folket” er på turné med “Snak med skulpturerne”. Torsdag den 20. maj spiller de i Vemmelev, især til glæde for byens børn.

Kunstnergruppen “Kunst ud til Folket” er i fuld gang med sin store turné “Snak med skulpturerne”, som går rundt til landets mindste flækker. Torsdag den 20. maj 2021 spiller de i Vemmelev, især til glæde for byens børn.

Med sig har gruppen en magisk maskine, der kan få skulpturer til at snakke, så børnene i provinsen kan få sig en sludder med den skulptur, som de går forbi til daglig. Det skriver Kunstnergruppen i en pressemeddelelse.

Fravælger København og de store byer

»Kulturlivet er i gang igen. Men det er storbydanskerne, det gavner! Derfor har vi fravalgt København og landets store byer … de får så rigeligt. Nu gælder det Gråsten, Vemmelev Gudme, Kirkeby med flere,« siger Søren Mølstrøm, der er idémanden bag projektet, som Kunst ud til Folket laver sammen med landsforeningen Landsbyerne i Danmark.

Projektet er et samarbejde mellem Kunst ud til Folket og landsforeningen Landsbyerne i Danmark, som også står bag “Årets Landsby”. Projektet er støttet af Region Syddanmark, Spar Nord Fonden, Statens Kunstfond og Svendborg, Assens, Slagelse, Nordfyn og Faaborg-Midtfyns og Sønderborg Kommuner samt Trelleborg Fonden i samarbejde med Sydbank.

I alt 18 byer får besøg af projektet i år, og næste år fortsætter turneen i resten af landet.

»Jeg håber, Kunst ud til Folket fortsætter deres turné, indtil alle landsbyskulpturer har talt,« siger Steen Kjær Jensen, der er formand for Landsbyerne i Danmark!

Der sidder en skuespiller inde i maskinen

Turnéen besøger hver by i to dage. Den magiske maskine sætter gang i skulpturen på dag 1 med et fantasifuldt gadeteater, hvor al kunsthistorie og faglighed er fejet til side til fordel for én ting: børnenes fantasi. Hvad børnene ikke ved er, at der sidder en skuespiller inde i maskinen og laver skulpturernes stemmer.

Dagen efter skal børnene selv på banen og filme, at de selv får deres bys skulpturer til at tale. Videoerne uploader de på et online danmarkskort, så børn i hele landet kan blive inspireret til selv at gå ud og opleve skulpturerne. Og som turnéen skrider frem, vil prikkerne pible frem på kortet.

»Vi vil have folk til at kigge op fra iPaden og ud på den verden, de lever i. Lad os komme ud af coronaisolationen og bruge dét, vi allerede har. Vi behøver ikke nye sæsoner på Netflix. Nej! Vi er så rige. Der står skulpturer overalt. Landet er ét stort kunstmuseum,« udtaler Søren Mølstrøm.

Turnéplan 2021:

  • 20.-21. maj: Vemmelev
  • 31. maj-1. juni: Vamdrup
  • 2.-3. juni: Gram
  • 10.-11. juni: Kirkeby
  • 16.-17. juni: Gudme
  • 16.-17. august: Brørup
  • 18.-19. august: Rødding
  • September: Humble
  • September: Rinkenæs
  • September: Ejby
  • September: Nordborg
  • Oktober: Agerbæk
  • Oktober: Ølgod
  • Oktober: Guderup.

Læs mere på: kunstudtilfolket.com.

Øverst: Søren Mølstrøm. (Foto: Kunst ud til Folket). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.