Endnu en sigtet i fangeflugtssagen fra Slagelse

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Slagelse.News – Politiet har nu identificeret og sigtet endnu et bandemedlem, som menes at have deltaget i planlægningen og udførelsen af den voldsomme fangeflugt fra psykiatrihospitalet i Slagelse By i november 2019.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har som en udløber af længere tids intensiv efterforskning identificeret og sigtet endnu en person, som menes at have deltaget i planlægningen og udførelsen af fangeflugten fra psykiatrihospitalet i Slagelse By den 19. november 2019.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Den sigtede er også medlem af en københavnsk bande

Pågældende er medlem af en bandegruppering fra København. Den sigtede sidder i øvrigt allerede varetægtsfængslet i forbindelse med en anden sag.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har nu anholdt og sigtet i alt syv personer i sagskomplekset.

»Vores efterforskning har givet os et klart billede af hændelsesforløbet og de enkelte personers roller i selve fangeflugten,« siger politiinspektør Kim Kliver og fortsætter:

»Vi forventer i øvrigt at kunne aflevere sagen i løbet af få dage til anklagemyndigheden med henblik på vurdering af tiltalespørgsmål. Der har været tale om en særdeles omfattende sag, men i betragtning af gerningsmændenes voldsomme og truende adfærd, er det meget tilfredsstillende at vi får mulighed for at stille dem til ansvar for deres gerninger.«

Bandelederen var surrogatfængslet for et koldblodigt overfald

En kreds af mennesker hjalp den surrogatfængslede bandeleder Hemin Dilshad Saleh med at flygte fra Retspsykiatrisk Afdeling SL10 på Psykiatrisygehus Slagelse den 19. november 2019.

Flugten skete ved at gemme en pistol i en kage med flødeskum og glasur, hvorpå der blev skudt ned i gulvet, mens de truede sig ud. Dog blev Hemin Dilshad Saleh anholdt i Spanien allerede den 22. januar 2020.

Læs også: Eftersøgt bandemedlem anholdt i Barcelona.

Hemin Dilshad Saleh, der er en ledende figur fra grupperingen “NNV” (Nord-Nordvest), var indlagt på Retspsykiatrisk Afdeling SL10 under en varetægtsfængsling for et voldeligt overfald i en frisørsalon på Nørrebro under bandekonflikten i 2018.

Knud Hvass, der er leder af Afdeling for organiseret kriminalitet i Københavns Politi, beskrev overfaldet på Nørrebro, som Hemin Dilshad Saleh er mistænkt for at have været en ledende del af, som “særdeles groft og koldblodigt”.

Der blev efterfølgende udarbejdet en omfattende redegørelse om fangeflugten, der blev betegnet som et voldsomt hændelsesforløb for de ansatte på Psykiatrisygehus Slagelse.

Læs også: Handlingsplan efter fangeflugten i Slagelse.

»Redegørelsen viser, at der burde have været en bedre dialog mellem politiet og sygehuset om sikkerheden ved besøg. Det er selvfølgelig utilfredsstillende,« sagde justitsminister Nick Hækkerup (S) og fortsatte:

»Rigspolitiet har derfor indskærpet over for alle politikredse, at der skal være en bedre dialog om sikkerhedsforanstaltningerne. Men den her problematik handler ikke kun om flugten fra Slagelse – vi har et generelt problem med for mange fangeflugter. Derfor har jeg også før jul bestilt en samlet handlingsplan til at imødegå problemet med fangeflugter fra myndighederne.«

Øverst: Genrefoto. (Foto: Roland Magnusson / iStock). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.