Er #MeToo blevet til en kamp mellem kønnene?

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

Slagelse.News – Er #MeToo gået for vidt? Gerlev Idrætshøjskole tager en svær, men vigtig, diskussion på en ny måde. Debatten er mellem folketingsmedlem Henrik Dahl (LA) og kommunikationsrådgiver Rulle Grabow.

Debatten om #MeToo bliver hurtigt til en kamp mellem kønnene med grøftegravning og polariserende fjendebilleder.

Opdatering: Arrangementet er udskudt til et senere tidspunkt grundet Kulturstyrelsens og øvrige danske myndigheders nyeste opdatering af anvisninger og anbefalinger om smitterisiko ved arrangementer. Gerlev Idrætshøjskole regner med at gennemføre arrangementet på et senere tidspunkt.

Derfor har Gerlev Idrætshøjskole inviteret Henrik Dahl, medlem af Folketinget for Liberal Alliance, og Rulle Grabow, debattør og aktiv i debatten om voldtægtslovgivningen, til at tage debatten i et nyt format.

Formatet tager uenigheden mellem de to debattører alvorligt, men giver samtidig plads til tvivl og nuancer, som gør os klogere på dilemmaerne. Det oplyser Gerlev Idrætshøjskole i en pressemeddelelse.

»Mænd og kvinder kan ikke lade være med at omgås hinanden«

Debatten er arrangeret som en såkaldt Frirumsdebat – en ny debatform, der giver plads til refleksioner og anerkendelse af de gode argumenter uden at gå på kompromis med konflikten.

Frirumsdebatter adskiller sig fra de fleste mediedebatter ved at give mere tid til at uddybe konflikten, men også insistere på at spørge til debattørernes egen tvivl og “tvinge” dem til at betragte dilemmaet fra modpartens perspektiv.

For i en frirumsdebat er der ingen vinder og taber, og den involverer altid borgerne i at finde ny løsninger og initiativer, der bringer os videre.

Debatten mellem Henrik Dahl (folketingsmedlem for Liberal Alliance) og Rulle Grabow (kommunikationsrådgiver og debattør) finder sted på Gerlev Idrætshøjskole den 11. marts kl. 19.30.

Se kalender: Frirummet ─ Er MeToo gået for vidt?

»Når der bliver debatteret #MeToo, skyder vi ofte hinanden alt muligt i skoene,« siger Tania Dethlefsen, der er forstander på Gerlev Idrætshøjskole, og fortsætter:

»Men mænd og kvinder kan jo ikke lade være med at omgås hinanden, så det er vigtigt, vi finder ud, hvordan vi gør det på en ordentlig måde. Debatten er ofte uforsonende og skarp, og derfor vil vi gerne bringe nuancerne i spil og vise, det er ok at tvivle. Både i debatten og når vi omgås i dagligdagen.«

Øverst: Gerlev Idrætshøjskole. (Foto: Gerlev Idrætshøjskole). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.