Stram Kurs retur i Korsør og Slagelse efter to år

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Slagelse.News – Ringparken i Nordbyen vendte Stram Kurs ryggen, da koranen blev brændt af, hvorimod 12 blev anholdt i Korsør. Stram Kurs oplyser, at de kommer igen i morgen tirsdag.

For to år siden i sommeren 2018 afholdt Stram Kurs Ungdom og Rasmus Paludan demonstrationer blandt andet på Motalavej på Halsskov og i Ringparken i Slagelse Nordby.

Læs også: Indvandrerkritisk advokat møder modstand i Ringparken (2018).

Lørdag og søndag kom Rasmus Paludan retur, hvor han og hans følge også besøgte Præstevangen i Skælskør og Nankes Plads i Korsør Sydby.

Ro og orden takket være en række beboere i området

I går søndag omkring kl. 15.00 tog Stram Kurs ophold i krydset Valbyvej/Kierulffsvej ved Ringparken, hvor Kierulffsvej blev blokeret af politiet, mens Valbyvej kun blev delvist blokeret i begge retninger.

Umiddelbart blev bilerne på Faktas parkeringsplads også lukket inde, men de fik lov til at komme ud.

Demonstrationen i Ringparken forløb relativt udramatisk, og Rasmus Paludan endte med at stå alene i regnen sammen med nogle sympatisører og politiet indtil kl. 20.55.

»Slagelse: Stram Kurs’ demonstration er nu slut. Alt er forløbet i god ro og orden. Blandt andet takket være en række beboere i området, der har gjort en flot forebyggende indsats,« skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter søndag aften lidt over ni.

Koranmusik fra tre højtalere overdøvede Stram Kurs

Da Stram Kurs ankom omkring kl. 15.00, begyndte nogle beboere at spille en form for koranmusik fra taget på et skur mellem Super Bazar og Børnehuset Nord.

Undervejs smed Rasmus Paludan en koran på jorden, hvorefter han satte ild til den og begyndte at vandre rundt med den.

Omkring kl. 16.15 begyndte forsamlingen at trække sig tilbage, hvilket skete under klapsalver fra Ringparkens beboere.

Presse-fotos.dk har lavet denne video i Ringparken, som kan ses på YouTube: Ringparken i Slagelse sagde nej til Rasmus Paludan.

Rasmus Paludan fik ikke, hvad han kom efter, skriver en på Facebook.

»For 2 år siden kom Rasmus Paludan til Slagelse Nordby, hvilket resulterede i, at der skete voldsomme uroligheder, som mindede om krigszone lignende tilstande,« skriver en person på Facebook og fortsætter:

»I dag kom han så igen og brændte koranen af i håb om at piske en stemning op. Denne gang fik han ikke, hvad han kom efter. Beboerne i Nordbyen havde opstillet 3 kæmpe højtalere, hvor der blev afspillet koran, og alle vendte ham ryggen og lod ham blive helt alene.«

Sram Kurs alene i regnen i næsten fem timer

Herefter stod Rasmus Paludan og Stram Kurs alene indtil kl. 20.55. Der var et stort brag ved Ringparken ved Valbyvej omkring kl. 18.25, men ellers forløb det fredeligt.

»Jeg har ondt af politiet, som er nødsaget til at være på arbejde, for at beskytte Paludan … I ved … beskytte ham … fra … fuglene. Paludan og hans partimedlemmer er de eneste, som er til stede. Manden er fuldstændig gennemblødt, men vælger stadig at holde tale … tale for … fuglene,« skriver en beboer på Facebook.

Hussein El-Khodr, der er beboerformand i Ringparken, oplyser dog til Sjællandske, at man havde taget visse forholdsregler, idet man havde sendt 10 unge til København. Samtidig havde man arrangeret folk til at splitte grupperne.

»Vi er nogle, der sørger for at splitte grupperne, så vi ikke står for tæt. Vi skal ikke have ballade. Heller ikke, når personer som ham kommer og sviner vores religion til,« siger Hussein El-Khodr til Sjællandske.

Moddemonstranterne i Korsør kastede ting mod politiet

Det forløb også fredeligt på Præstevangen i Skælskør, men der var noget mere uro i Korsør, hvor Rasmus Paludan og Stram Kurs var både lørdag og søndag. TV2 News oplyser, at 12 blev anholdt i Korsør.

I Korsør blev de fremmødte moddemonstranter presset tilbage af politiets køretøjer, og der blev angiveligt brugt knipler, om end politiet oplyser til TV2 Øst, at der ikke blev brugt knipler.

»Jeg har ikke viden om brug af knipler, men jeg kan sige, at der undervejs i demonstrationen er kastet ting mod politiet, og at der er blevet affyret kanonslag i området. Derfor er et antal personer også blevet anholdt,« siger politiinspektør Kim Kliver til TV2 Øst.

Presse-fotos.dk har lavet denne video på Motalavej, som kan ses på YouTube: Politi angribes med fyrværkeri på Motalavej.

Stram Kurs oplyser på Facebook, at de atter kommer til Korsør og Slagelse på tirsdag. Desuden oplyser Rasmus Paludan til VDonline.dk, at han og Stram Kurs agter at stille op til kommunalvalget i november 2021.

Øverst: Mandskabsvogn i Ringparken. (Arkivfoto: Slagelse Media). RK/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.