Indvandrerkritisk advokat møder modstand i Ringparken

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Den kontroversielle, indvandrerkritiske advokat Rasmus Paludan, som tidligere var medlem af Nye Borgerlige, blev mødt af vrede beboere i Ringparken og på Motalavej.

Tidligere på dagen oplyste Stram Kurs Ungdom, at de ville komme til Ringparken i Slagelse Nordby sammen med advokat Rasmus Paludan kl. 17.00.

Den lille gruppe fra Stram Kurs Ungdom besøgte først Motalavej på Halsskov, hvor det forløb relativt roligt, om end der blev kastet med skraldespande. Der blev også tændt ild til en knallert. Rasmus Paludan sang fædrelandssange og kaldte profeten Muhammed for »pædofil«.

Et kvarter før den annoncerede ankomst i Ringparken i Slagelse Nordby begyndte der at opstå uro, og adskillige mandskabsvogne blev sat ind. Dertil kom hunde og svært bevæbnede betjente.

Beboerne gav udtryk for deres frustration såsom:

»Hvorfor skal politiet bruge så mange ressourcer på det der?« Kritikken gik på, at Paludan selv fremprovokerer uroen.

Beboerne havde forventet, at Paludan ville dukke op på parkeringspladsen ved Jacob Dampes Vej, men det gjorde han ikke. Pludseligt blev der kastet med røgbomber på Ndr. Ringgade mellem Ringparken og Aldi. Senere dukkede Paludan op med sit lille følge og tog opstilling ved Basaren.

Foto: Slagelse Media
Rasmus Paludan (tv). Foto: Slagelse Media.

Der opstod en del sammenstød mellem politi og folkemængde, men en beboerformand fik til sidst folk til at gå væk fra Basaren. Derfor endte det med, at Paludan stod alene med politiet og sit lille følge. Der gik rygter om, at han ville gå kl. 20, men han gik omkring kl. 19.

Der har efterfølgende været meldinger om forskellige brandpåsættelser.

Paludan har stiftet partiet Stram Kurs, der stort set ikke har nogen stillere. Stram Kurs Ungdom oplyser på deres Facebook-side, at de er for unge, “der ønsker et Danmark for personer, der er etnisk, kulturelt, sprogligt og historisk danske”.

Indkørsel til Ringparken fra Valbyvej. (Foto: Slagelse Media).

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.