Kunst og Kirker åbner fredag og udstiller i weekenden

Slagelse.News – 14 kirker i Slagelse Provsti svarede til Slagelse Kommune omdannes i weekenden til gallerier for 28 professionelle danske kunstnere. Fredag den 10. november er der åbningsceremoni i Sct. Mikkels Kirke i Slagelse.

14 kirker i Slagelse Provsti omdannes i weekenden den 11.-12. november til gallerier for 28 professionelle danske kunstnere. Fredag den 10. november skydes Kunst og Kirker i gang i Sct. Mikkels Kirke i Slagelse med en åbningsceremoni. Det skriver Destination Sjælland i en pressemeddelelse.

Åbningsceremoni med et værk fra hver kunstner

Mange tusinde gæster kan opleve udstillingen Kunst og Kirker, der byder på værker af danske skulptur- og billedkunstnere.

Allerede fredag den 10. november skydes Kunst og Kirker i gang i Sct. Mikkels Kirke i Slagelse, hvor deltagerne kan opleve essensen, når hver kunstner udstiller et værk som en forløber for selve udstillingen. Der er gratis adgang til åbningen ligesom til resten af weekendens udstilling.

»Vi markerer åbningen med tre mindre taler, en koncentreret udstilling og musikalsk indslag,« fortæller Per Thuesen, der er formand for foreningen Kunst og Kirker.

14 lokale kirker holder åbent i weekenden

Sammen med Slagelse Provstis nye provst Stefan Torbjørn Lamhauge Hansen, direktøren for Destination Sjælland, Morten Jensen, holder Per Thuesen åbningstalerne, inden lokale Lars Kristian Sørensen fra Skælskør sørger for lidt musik.

Efterfølgende kan åbningsgæsterne gå på opdagelse blandt de 28 udstillede værker og møde kunstnerne bag. Hver kunstner har medtaget et kunstværk, så publikum kan få en fornemmelse af kunstnernes værker, og på den baggrund planlægge weekendens rundtur til de deltagende kirker.

Resten af weekenden går det så løs i de 14 lokale kirker, hvor kunstnerne udstiller endnu flere værker og står klar til en snak. Åbningsceremoni foregår fredag 10. november kl. 16.30-18.00, mens selve udstillingen i de 14 kirker foregår lørdag og søndag kl. 10.00-16.00, hvor der er gratis adgang alle dage.

Tusindvis af gæster forventes at dukke op

I 2023 er det sjette gang, at Kunst og Kirker afvikles i Slagelse Provsti, som i løbet af de forgangne udstillinger har haft besøg af tusindvis af kunstinteresserede gæster

Det er makkerparret Estrid Maria Eriksen og Lene Hansen fra foreningens bestyrelse, der har sørget for, at kunstnere og kirker er parret, så de får det bedste frem i hinanden, ligesom flere kirker planlægger andre oplevelser i forbindelse med udstillingen.

»Der vil under selve udstillingen være gudstjenester, koncerter og andre initiativer, ligesom gæsterne kan købe den udstillede kunst, hvis noget frister,« slutter Per Thuesen.

Kunst og Kirker er inspireret af “Kunstmaand Ameland”, hvor en lille hollandsk ø danner rammen om en månedlang kunstbegivenhed med flere tusinde besøgende. Det er foreningen Kunst og Kirker samt de lokale menighedsråd, der i fællesskab står bag den danske udgave af udstillingen.

Øverst: Kunst og Kirker i Sct. Mikkels Kirke i 2021. (Arkivfoto/Mobiltelefon: Slagelse Media). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/v0rn