Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Slagelse.News – En vanvidsbilist fra Slagelse kørte påvirket rundt med kontanter og pølsemandposer, og da han blev stoppet af politiet, trådte han på speederen og stak af. Nu søger politiet vidner.
I dag kl. 14.30 fremstilles en 22-årig mand fra Slagelse i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde med begæring om varetægtsfængsling i en sag om vanvidsbilisme.
Han blev anholdt tirsdag aften kl. 21.52 efter at være stukket af fra politiet i bil i påvirket tilstand, hvor han kørte hasarderet og var til fare for de øvrige trafikanter. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Føreren trykkede i det samme speederen i bund
I går kl. 20.43 fik politiet en anmeldelse fra bekymrede borgere, som havde set to spirituspåvirket mænd køre fra Karlslunde Rasteplads i Greve.
Bilen blev efterlyst på politiradioen, og flere patruljer forsøgte at finde frem til den. En færdselspatrulje fik øje på den mindre personbil, som kørte ad Vestmotorvejen mod vest, hvor den kørte fra ved Tuelsø Rasteplads ved Sorø.
Betjenten tog kontakt til føreren, som var tydeligt påvirket af spiritus. Føreren af bilen trykkede i det samme speederen i bund og kørte igen ud på motorvejen i høj fart væk fra politiet.
Politibiler måtte blokere vejen for flugtbilisten
Under sin hasarderede kørsel væk fra patruljen foretog bilisten overhaling højre om, og han overhalede over spærrelinjer, så modkørende måtte undvige for at undgå sammenstød.
Han kørte for tæt på forankørende, han kørte den forkerte vej rundt i en rundkørsel i meget høj hastighed, og på en strækning med højst 60 km/t tilladt blev bilisten målt til at køre i gennemsnit 127 km/t.
I et samarbejde med Sydsjællands- og Lolland-Falster Politi lykkedes det politiet at standse den 22-årige mand på Holbækvej i Slagelse.
Her holdt patruljer klar og blokerede vejen for flugtbilisten. Føreren steg ud af bilen, men i stedet for at overgive sig stak han af. Han blev senere anholdt ved sit hjem i Slagelse, hvor han blev fundet af en patrulje.
Han blev kørt til Roskilde politigård til afhøring og blodprøveudtagelse, og han blev sigtet for det meget omfattende antal overtrædelser af færdselsloven, herunder både narko- og spirituskørsel.
Havde mange kontanter og pølsemandposer i bilen
Med som passager i bilen var en 24-årig mand fra Greve, som blev afhørt til sagen. Han kunne ikke mistænkes for noget i forbindelse med sagen, så han fik efter afhøringen lov til at gå.
Politiet ransagede bilen, hvor der blev fundet et femcifret kontantbeløb og en større mængde pølsemandposer, som politiet ofte ser i forbindelse med narkosalg. Der blev ikke fundet narko i bilen.
Den 22-årige bilist fra Slagelse har en større gæld til det offentlige, så en stor del af de fundne penge blev beslaglagt til at indfri en del af gælden. Politiet beslaglagde bilen, som tilhører den 22-årige. Det skete med henblik på konfiskation, som det er muligt efter de nye skærpede regler om vanvidsbilisme.
Politiet søger vidner til kørslen kl. 21.00-21.15
Politiet søger vidner, som har bemærket den hasarderede kørsel tirsdag aften omkring kl. 21.00-21.15 fra Tuelsø Rasteplads til motorvejsafkørsel 37 ved Sorø.
Her kørte den 22-årige ad Elmebjergvej til Kalundborgvej mod Bromme, hvor han drejede til højre ad Munke Bjergbyvej og videre ad Holbækvej mod Slagelse, hvor han blev stoppet.
Det har stor betydning for sagen, at politiet får mulighed for at afhøre trafikanter, som har oplevet fare eller ulempesituationer i forbindelse med den 22-åriges kørsel.
Kontakt politiet på telefon 1-1-4, hvis du har oplysninger i sagen.
Øverst: Arkivfoto. (Foto: Thomas Tolstrup / Rigspolitiet). Note/red.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.