De første boliger er klar på Kvægtorvet i Slagelse

Artiklen er opdateret for 7 måneder siden.

Slagelse.News – Tidligere var området nord for stationen i Slagelse kendetegnet for sit gasværk, sine fabrikker og det store slagteri. Nu begynder det nye omfattende boligområde ”Kvægtorvet” at tage form på de historiske industriarealer.

DEAS Asset Management modtager nu på vegne af PFA Ejendomme de første 38 færdigbyggede boliger i det helt nye og moderne boligområde ”Kvægtorvet” i Slagelse. Det skriver DEAS i en pressemeddelelse.

Området for gasværk, slagteri og fabrikker

I årtier var området nord for stationen midt i Slagelse kendetegnet for sit gasværk, fabrikker og store slagteri. Nu begynder det nye omfattende boligområde ”Kvægtorvet” at tage form på de historiske industriarealer.

Her opfører PFA Ejendomme 324 DGNB-guld certificerede boliger (jf. Rådet for Bæredygtigt Byggeri) til både familier og unge. DEAS Asset Management er udvikler og bygherrerådgiver på projektet, og de første 38 familieboliger er nu færdigbyggede og klar til modtagelse.

»Det er en utrolig spændende opgave at udvikle et helt nyt og moderne boligområde som Kvægtorvet, der vil emme af liv midt i Slagelse. Målet har været at skabe et boligområde, der forener arkitektur, fællesskaber og grønne arealer,« siger Peter Voergaard, der er Development Manager, DEAS Asset Management, og fortsætter:

»Vi er stolte over, at vi nu kan se, at visionerne blive til virkelighed. Slagelse gennemgår en spændende udvikling i disse år med blandt andet et stigende antal studerende, og vi kan konstatere, at der allerede er stor interesse for boligerne på Kvægtorvet.«

Et boligområde for både unge og seniorer

For PFA Ejendomme er det vigtigt at imødekomme den stigende efterspørgsel efter boliger til unge studerende og samtidig skabe et område, hvor der er plads til både familier, unge og seniorer.

»Det er glædeligt at se de første færdigbyggede boliger, fordi det viser, at DEAS er i færd med at realisere vores visioner for området med ansvarlige løsninger og et stort fokus på ESG. Vores mål med Kvægtorvet er at skabe et unikt boligområde, der kommer til at samle generationerne i Slagelse, og den målsætning er godt på vej. Nu venter de næste mange spændende etaper af byggeriet, og vi glæder til at se de første beboere flytte ind i deres nye hjem,« tilføjer Michael Bruhn, der er Ejendomsdirektør, PFA.

Foruden de 324 boliger, bygger PFA Ejendomme sammen med OK-Fonden desuden 32 seniorboliger, et seniorbofællesskab med 30 boliger og fælleshus samt et friplejehjem med 75 plejeboliger. Samtlige boliger i ”Kvægtorvet” forventes at være færdigbygget til sommeren i 2024.

Øverst: Kvægtorvet i Slagelse. (Foto: DEAS Asset Management). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/7dhh