Vanvittig bilist ryger et år bag tremmerne

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Korsor.News – En 41-årig mandlig vanvidsbilist og tyveknægt fra Korsør skal et år i fængsel.

I sidste uge blev en 41-årig mand fra Korsør dømt for en meget lang stribe overtrædelser af færdselsloven og for straffelovens bestemmelse om “på hensynsløs måde at volde nærliggende fare for nogens liv eller førlighed”.

Folk måtte springe for livet under biljagten i Sorø

Den 1. november 2016 måtte folk springe for livet i Sorø, da den 41-årige først forsøgte at slippe væk fra en politipatrulje i en bil med stjålne nummerplader på.

Den 41-årige var tidligere frakendt kørekortet, men var påvirket af morfin og undervejs gennem byen stødte han ind i en anden bil, men fortsatte med et fladt fordæk.

En knallertkører blev væltet undervejs, og bilisten fræsede både over for rødt, overhalede højre om, kørte på cykelstien og imod færdselsretningen, indtil en stor sten ved Katrinelyst i Sorø endelig satte en stopper for hans videre vanvidskørsel. Her blev han anholdt.

Det var femte gang, at den 41-årige blev taget for at køre uden kørekort og fjerde gang, at han kørte påvirket.

Frakendelse af kørekort i 10 år og et års ubetinget fængsel

Dommen lød på frakendelse af kørekortet i 10 år og et års ubetinget fængsel.

Den 41-årige blev, udover færdselslovsovertrædelserne, også dømt for to tilfælde af tyveri fra juni måned i år, hvor han dels havde brudt ind i en lejlighed i Korsør og stjålet kontanter, dels havde stjålet en taske fra en kvinde på Korsør Kirkegård.

Sagen er helt fra 2016, men det har først været muligt at gennemføre et retsmøde nu, da den 41-årige ikke mødte op i retten, før politiet anholdt ham i sidste uge.


Genrefoto: Rigspolitiet.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.