Trusler og spark mod boligformand – politiet opgiver

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Korsor.News – »Pas på dig selv Ebbe,« råbte en gruppe unge efter byrådsmedlem og formand for BoligKorsør, hvorefter den ene sparkede til hans bil. Nu har politiet opgivet at rejse sigtelse.

I slutningen af oktober blev byrådsmedlem for Venstre i Slagelse Kommune og formand for BoligKorsør Ebbe Jens Ahlgren udsat for trusler, og hans bil blev udsat for hærværk, da han ville købe en buket blomster til sin kræftsyge kone.

Nu opgiver anklagemyndigheden sagen, selvom der er videooptagelser af hændelsesforløbet.

Antastet af tre personer af anden etnisk herkomst

Sagen startede tirsdag den 22. oktober kl. 15.24 på tankstationen Cirkle K på Tårnborgvej på Halsskov i Korsør.

Ebbe Jens Ahlgren havde købt en buket blomster til sin hustru, der havde været til behandling på hospitalet.

»På vej ud af forretningen blev jeg antastet af tre mandspersoner af anden etnisk herkomst, og da jeg gik forbi dem på vej mod min bil, der lød det bagfra: “Pas på dig selv Ebbe”,« skrev Ebbe Jens Ahlgren på Facebook sidste år.

Herefter tog han et billede af deres bil og af nummerpladen, men det ville de åbenbart ikke finde sig i.

»Dette fik en person, der sad på bagsædet i bilen, til at råbe efter mig, at jeg skulle aflevere, men jeg satte mig ind i bilen og låste døren indefra,« skrev Ebbe Jens Ahlgren videre og fortsatte:

»Herefter kravlede han ud af sideruden og begyndte at true mig, men da jeg kørte, løb hen op langs siden og sparkede til forreste skærm på min nye bil.«

Læs også: Byrådsmedlem udsat for trusler og hærværk.

Herefter anmeldte Ebbe Jens Ahlgren sagen til politiet. Slagelse Lokalpoliti bekræftede dengang, at strafferammen i sådanne sager kunne være bøde og op til to års fængsel.

Anklager har beviser for spark – men ikke for hærværk

Nu har anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi opgivet at føre en straffesag.

Anklageren har beviser for sparket på bilen, men anklageren mener alligevel ikke, at gerningsmanden vil kunne dømmes for hærværk eller ulovlig tvang ved en domstol.

»Vi har ved vurderingen af sagen lagt vægt på videoovervågningen, hvoraf det fremgår, at der bliver sparket på din bil. Sparket ses dog at være ganske let, og der er ikke konstateret nogen skader,« skriver anklager Siw Olsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin afgørelse til Ebbe Jens Ahlgren, hvor hun også skriver:

»Vi har desuden lagt vægt på, at du og sigtede har forklaret forskelligt om, hvad der er foregået. Vi er på den baggrund nået frem til, at der ikke er tilstrækkelige beviser til, at det ved en domstol vil kunne bevises, at MKAR (gerningsmanden, red.) har begået hærværk eller udsat dig for ulovlig tvang.«

»Det handler i høj grad om den almindelige retsbevidsthed«

»Det handler om borgernes retsfølelse,« skriver Ebbe Jens Ahlgren på Facebook i dag og fortsætter:

»… anklagemyndigheden har opgivet at rejse tiltale mod de unge mennesker på Cirkle K, der truede mig med ordene: “Pas på dig selv Ebbe”, ligesom en yngre mand sprang ud af bilens siderude og forlangte billede slettet fra min mobil. Da jeg hoppede ind i min bil og låste for herefter at køre fra stedet, så sparkede han på min bil, der fik nogle ridser.«

Anklageren kan se på videooptagelsen, at gerningsmanden sparker til bilen.

»Anklagemyndigheden har konstateret på overvågningen på stedet, at denne person sparker på min bil, som får nogle ridser,« skriver Ebbe Jens Ahlgren videre.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Foto: Slagelse Kommune
Ebbe Jens Ahlgren. (Foto: Slagelse Kommune).

Ebbe Jens Ahlgren forklarer samtidig, at han ikke er i tvivl om, at gerningen skal ses i lyset af, at han er med til at udsætte kriminelle på Motalavej på Halsskov.

»Jeg er ikke i tvivl om, at gerningen skal ses i lyset af, at jeg som formand for BoligKorsør er med til at udsætte kriminel dømte og deres familier på Motalavej,« skriver han og fortsætter:

»Nu har jeg klaget til Statsadvokaten over Anklagemyndighedens afgørelse, da jeg mener, at det er personens fortsæt til spark, der er det afgørende, og så skal vi huske, at det er bevist, at han rammer min bil.«

»Det handler i høj grad om den almindelige retsbevidsthed, og borgernes holdning til, hvad der retsligt set er rigtig og retfærdigt,« afslutter Ebbe Jens Ahlgren.

Øverst: Cirkle K på Tårnborgvej på Halsskov (arkivfoto). (Foto: Google Earth Pro). RK/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.