Storebæltsbroens nye betalingsanlæg er åbnet

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Korsor.News – »Det nye betalingsanlæg giver nogle særlige fordele til vores kunder, der betaler med automatisk betaling såsom BroBizz og nummerpladen,« skriver Sund & Bælt. Det er helt anderledes end i 1998, hvor mange havde problemer med at få Dankortet ind i kortautomaten.

Der er sket meget, siden betalingsanlægget blev indviet for godt 20 år siden. Dengang kom den enorme interesse for broen bag på selskabet, og det skabte trafikale udfordringer.

Det nye betalingsanlæg vil fremover sikre, at kunderne kan komme hurtigere over broen – også selvom trafikken ventes at stige i fremtiden. Det skriver Sund & Bælt i en pressemeddelelse.

Antallet af grønne Ekspres-baner er udvidet til seks

Trafikken på Storebælt stiger år for år. I dag kører mere end fire gange så mange biler over broen, som da den åbnede i 1998.

Selvom Storebæltsbroen i dag er en trafikal succes, så er det vigtigt, at Storebælt også i fremtiden kan håndtere en stigende mængde trafik. Derfor er teknologien i betalingsanlægget nu skiftet.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Foto: Sund & Bælt
De nye kørebaner. (Foto: Sund & Bælt).

»Det nye betalingsanlæg giver nogle særlige fordele til vores kunder, der betaler med automatisk betaling såsom BroBizz og nummerpladen,« forklarer Jens Kjær Nielsen, der er chef for Storebæltsbroens betalingsanlæg, og fortsætter:

»Det er et bevidst valg fra vores side, da automatisk betaling gør det muligt at få endnu flere kunder igennem betalingsanlægget på kortere tid og derved reducere ventetiden for dem. Det er med til at fremtidssikre anlægget.«

Læs også: Nyt betalingsanlæg på Storebælt fra på mandag.

Kunder, der betaler med BroBizz eller nummerpladen, skal fra i dag køre i de nye, grønne Ekspres-baner. Antallet af Ekspres-baner er udvidet fra 4 til 6 baner, og hastigheden sat op fra 30 til 50 km/t. Begge tiltag øger kapaciteten i anlægget og får kunderne hurtigere over broen.

Samtidig er der penge at spare i de grønne baner. For udover at komme hurtigere over broen sparer kunder, som betaler med BroBizz eller nummerpladen, mere end 50 kroner pr. tur.

Indvielsen af betalingsanlægget tilbage i år 1998

Mange tusind mennesker var mødt op på festpladsen for at fejre indvielsen af Danmarkshistoriens måske største byggeprojekt – Storebæltsbroen.

Med ét var Danmark blevet mindre, og landsdelene bundet tættere sammen. Over højtalerne kunne man høre Povl Dissings bløde stemme synge “Godmorgen lille land”, som var blevet specialkomponeret til anledningen.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Foto: Søren Madsen / Sund & Bælt
Søren Madsen / Sund & Bælt Storebæltsbroen i 1998. (Foto: Søren Madsen / Sund & Bælt).

Det var en festdag, som mange, år forinden, ikke havde forventet ville blive en realitet. Men bag den store festplads stod broen endelig færdig. Buende hen over vandoverfladen og med de to enorme tårne, der blev gemt bag skyerne – de såkaldte pyloner på 254 meter.

Foran broen var betalingsanlægget. Her holdt mange biler allerede i kø til trods for, at betalingsanlægget først åbnede for almindelig trafik kl. 22.00 den 14. juni 1998. De ville have den første tur over broen.

Store problemer med at få Dankortet ind i automaten

Storebæltsbroen var Danmarks første betalingsbro. Der var derfor ikke mange tidligere erfaringer at trække på. Tiden efter åbningen – og særligt den første sommer 1998 – skabte enorme trafikale problemer i anlægget.

Flere køretøjer, primært stationcars, holdt i en kø, der kunne ses helt ned til den sidste afkørsel før betalingsanlægget. De fleste havde rullet vinduet ned for at få lidt luft ind i bilen denne varme sommerdag. Dyttende, med albuen hængende ud ad vinduet, sad de og ventede.

Nogle råbte og bandede af de bilister, som ikke kunne finde ud af at køre i den rigtige bane, mens andre ventede tålmodigt på deres tur.

En mand forrest i Kort-banen havde problemer med at få Dankortet ind i kortautomaten. Han vendte og drejede kortet for til sidst at lykkes. Sådan var der mange, der havde det. Betaling med Dankort i kortautomater var nyt for danskerne, og det skabte store problemer.

»Det kom bag på os hos Storebælt, hvor svært det var for kunderne at betale i anlægget. Samtidig havde vi forventet omkring 10.000 køretøjer over broen i døgnet, men på de største rejsedage kørte op mod 27.000 køretøjer over Storebælt. Det skabte kaos i betalingsanlægget,« siger Jens Kjær Nielsen og fortsætter.

»Den sommer valgte flere af vores medarbejdere at gå ned langs køerne for at indkræve betaling direkte fra kunderne og tilbyde dem kaffe. Den form for indkrævning af betaling ville man jo aldrig møde i dag, men dengang var det en måde at få kunderne hurtigere igennem betalingsanlægget.«

Allerede fra efterårsferien 1998 var køen betydeligt mindre i anlægget. Siden har Storebæltsbroen løbende forbedret betalingsanlægget frem mod i dag, hvor anlægget efter godt 20 år er blevet opgraderet til en version 2.0.

Øverst: Pressefoto. (Foto: Sund & Bælt). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.