Lastbilskontrol på Storebælt og en karrusel på afveje

Læsetid: 5 min.

Korsor.News – Politiet standsede 375 lastbiler ved Storebæltsbroen, og det førte til 72 sager, herunder en sag med et safarigitter. Politiet måtte også en tur til Stigsnæs, hvor en bil trak rundt med en karrusel.

Tungvognscenter Øst afholdt mandag og tirsdag en kontrol nonstop i 48 timer ved Storebæltsbroen. Det blev til mange standsede lastbiler og sigtelser – og enkelte helt særlige sager som en farlig karusseltur, et beslaglagt safarigitter og en udenlandsk lastbil med manipuleret hastighedsbegrænser. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Færdsel med manglede særtransporttilladelser

Der blev standset cirka 375 lastbiler, hvoraf de 58 var udenlandske køretøjer. Resultatet af kontrollen blev 57 sager på danske lastbiler og 15 sager på de udenlandske. Derudover blev der standset et mindre antal varebiler, hvor der blev optaget rapport på i alt syv køretøjer.

Sigtelserne lød på fejl og mangler, overtrædelse af reglerne om godskørsel og kørsel med farligt gods, manipulation af røgrensningssystemer og af køre- og hviletider.

Flere brede, lange og tunge særtransporter blev standset og kontrolleret. Her manglede særtransporttilladelser, der var ingen følgebil/ledsagerbil, og der var mangelfuld afmærkning af det omfangsrige gods.

En tankvogn, der kørte med 40.000 L af det meget brandfarlige stof Ethanol, blev kontrolleret. Det førte til en sag om overtrædelse af reglerne om kørsel med farligt gods, da låsen til tanken ikke var sikret efter forskrifterne. Dette medfører en ikke ubetydelig bøde til både vognmand og chauffør.

Flere sager med manipuleret hastighedsbegrænsning

Af særligt alvorlige sager kan nævnes en bulgarsk lastbil, hvor hastighedsbegrænseren var manipuleret, så den kunne køre 92 km/t, selvom den højst må kunne køre 90 km/t. Denne type sag koster en ubetinget frakendelse af førerretten og en stor bøde til virksomheden.

Omkring 25 køretøjer i kontrollen havde så alvorlige fejl og mangler, at de ikke fik lov at køre videre, før de var blevet gjort lovlige. Når politiet har denne type sager på udenlandske køretøjer bliver lastbilen beslaglagt indtil den er lovlig, regningen på værkstedet er betalt og bøden er betalt af den udenlandske vognmand.

Politiet stoppede farlig karusseltur ved Stigsnæs

Under kontrollen blev en patrulje sendt ud på en noget usædvanlig opgave. Et opsigtsvækkende syn fik nogle lokale borgere til at kontakte politiet.

De havde set en meget farlig transport af en karrusel, der blev trukket efter en varebil på landvejen ved Skælskør. En færdselspatrulje fra Storebælt kørte ud for at finde det bemærkelsesværdige vogntog, som de fik standset ved Stigsnæs i Skælskør, hvor den var på vej mod færgen Kalundborg-Samsø.

På et hjemmekonstrueret påhængsredskab stod en mindre karrusel. Påhængsredskabet var helt ulovligt, da den havde alvorlige fejl og ikke kunne indregistreres. Så karusselturen standsede her.

Varebilen som trak karussellen havde ikke fået betalt vægtafgift, så pladerne blev taget af patruljen. Karussellen måtte senere afhentes af et køretøj, som lovligt kunne transportere den videre. Bilinspektøren vurderer nu sagen med det ulovlige påhængsredskab, hvorefter det skal afklares, om sagen kan lægges op til frakendelse af førerens kørekort.

Chauffør protesterede over beslaglagt safarigitter

En dansk lastbil havde påmonteret et såkaldt safarigitter, som kan afværge et møde med et dyr på vejen. Dette er ikke lovligt i Danmark, så lastbilen fik først lov at køre videre, da safarigitteret var afmonteret og beslaglagt af politiet. Chaufføren protesterede over beslaglæggelsen af safarigitteret, så retten skal nu tage stilling til, om politiets indgreb var lovligt.

Formålet med at afholde kontrollen over to hele døgn var, at få standset trafikken over Storebælt på alle tider af døgnet, for at se, om det gav en anden typer sager end ved kontrollerne i dagtimerne.

»Vores ønske var at få kontrolleret et bredt udsnit af den tunge trafik over flere dage og vise, at politiet jo arbejder på alle tider af døgnet,« siger politikommissær Henrik Fobian, der er leder af Tungvognscenter Øst, og fortsætter:

»Vi oplevede mange af de samme typer sager, som ved øvrige kontroller, men vi må konstatere, at der stadig er behov for kontrol på området.«

Tungvognscenter Øst står for tungvognskontrollen på hele Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm.

Øverst: Pressefoto. (Foto: Midt- og Vestsjællands Politi). Note/red.

Fortæl din mening:

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.