UV-lys skal afsløre beskidte gæster i svømmehallen

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – Det er ikke alle, som er lige gode til at vaske sig, når de skal i svømmehallen. Derfor vil Slagelse Kommune bruge UV-lys til at afsløre snavsede badegæster.

Ikke alle får vasket sig lige godt, inden de hopper i bassinet. Derfor står Slagelse Kommunes svømmehaller bag en ny renlighedskampagne, som afslører bakterier.

Skilte og UV-lys skal få badegæster til at bade ordentligt

På torsdag starter en ny renlighedskampagne i Slagelse Kommunes Svømmehaller. Her skal skilte og UV-lys få badegæsterne til at gå grundigere i bad, inden de springer ud i badevandet.

Badegæsternes svingende brug af sæbe har nemlig store konsekvenser for bakterieniveauet i svømmebassinerne. Det kan i sidste ende betyde, at svømmehallerne må lukke, indtil badevandskvaliteten er i orden igen.

UV-lys er mere effektivt, fordi klor er sundhedsskadeligt

Normalt bruger svømmehallerne klor til at dræbe bakterier i svømmevandet, men for høje mængder klor kan være sundhedsskadeligt. Derfor forsøger svømmehallerne sig nu med en anderledes renlighedskampagne, som går uden om det stærke tilsætningsstof.

Udover plakater og klistermærker vil et opsat UV-lys hjælpe badegæsterne med at se bakterier på kroppen. På den måde håber man på, at UV-lyset vil få badegæsterne til at skrubbe sig grundigere, inden de går ned i badevandet.

»Med Ultraviolet lys kan vi afsløre bakterier, og derfor er det oplagt, at placere lyset i en svømmehal som vores, hvor mange mennesker deles om det samme badevand. Nu kan vi på en sjov og anderledes måde gøre vores badegæster opmærksomme på den gode hygiejne, uden at vi skal bruge mere klor i vandet,« siger teamlederen i Korsør Svømmehal, Ronni Børgesen.

Vigtigt at optimere forholdene i svømmehallerne

Kampagnen kommer til at løbe i et år, og i Slagelse Kommune er man glade for initiativet, som vil gøre svømmeoplevelsen endnu mere tryg.

»Svømning er en sjov motionsform, som appellerer til mange borgere i alle aldre. Derfor er det også vigtigt, at vi løbende optimerer forholdene, så borgerne får gode og trygge oplevelser. Netop gode og sunde motionstilbud er alfa og omega i Slagelse Kommune,« siger formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Jørgen Andersen (S).


Foto: Slagelse Kommune.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.