Pensionister får inspiration til tiden efter arbejdslivet

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Slagelse.News ─ »Når man slutter sit arbejdsliv, åbner det samtidig også døren til et nyt spændende liv med mere plads og friheden til at starte på noget nyt,« siger formanden for Forebyggelses- og Seniorudvalget.

Alle nye og kommende pensionister inviteres til inspirationsdag den 29. februar 2020. Det skriver Slagelse Kommune i en nyhedsmeddelelse.

Foreninger og klubber fortæller om de mange muligheder

Når arbejdslivet slutter, giver det nogle nye muligheder for at tage del i aktiviteter, fællesskaber og foreningslivet. Derfor inviterer Slagelse Kommune, Folkesundhed, alle nye eller kommende pensionister til en inspirationsdag.

Inspirationsdagen holdes den 29. februar på Gerlev Idrætshøjskole, og det er gratis at deltage.

Her står en lang række organisationer, klubber, foreninger og aftenskoler klar til at fortælle om mulighederne for, hvad den nye fritid kan bruges til og muligheden for at blive del af et nyt fællesskab.

Hverdagen får måske et nyt indhold med flere timer til overs

Når man slutter sin arbejdskarriere og forlader arbejdsmarkedet, ændres tilværelsen på mange måder. Hverdagen får et andet indhold, og der kan pludselig være mange timer til overs i dagligdagen.

»Når man slutter sit arbejdsliv, åbner det samtidig også døren til et nyt spændende liv med mere plads og friheden til at starte på noget nyt,« siger formanden for Forebyggelses- og Seniorudvalget, Ali Yavuz (S) og fortsætter:

»Vi vil rigtig gerne inspirere nye og kommende pensionister til, hvordan man får et aktivt liv efter arbejdslivet ved at vise nogle af de mange aktiviteter og fællesskaber, som er rundt om i kommunen.«

Tilmelding sker på: slagelse.dk. (Tilmeldingsfristen er den 20. februar 2020).

Deltagerne på inspirationsdagen kan se frem til at få input til alt fra frivilligt engagement, kunst, kultur og musik til information og rådgivning når forskellige organisationer, klubber, foreninger og aftenskoler giver ideer til et aktivt liv efter arbejdslivet.

Derudover byder dagen også på teaterforestilling og lækker forplejning. Omdrejningspunktet for dagen er blandt andet vigtigheden af at danne og indgå i meningsfulde fællesskaber.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Darunechka / iStock). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.