Ny indsats: 100 småjobs til unge under 30 år

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Slagelse.News ─ »Den bedste hjælp, Jobcenteret kan give vores unge ledige, er erfaring med et rigtigt arbejde,« siger formanden for Social- og Beskæftigelsesudvalget.

Et fast arbejde er målet. 100 småjobs på op til et år er midlet. En ny type indsats i Jobcenter Slagelse skal hjælpe unge ledige med at komme hurtigere i job eller finde deres drømmeuddannelse.

Det skriver Slagelse Kommune i en nyhedsmeddelelse, efter det blev besluttet i Social- og Beskæftigelsesudvalget i mandags.

Den bedste hjælp til unge er erfaring fra rigtigt arbejde

Al erfaring viser, at unge, der bare arbejder få timer om ugen, har lettere ved at få et fast arbejde. Dét, at de unge får erfaringer med at gå på arbejde og dermed blive trygge ved at være på arbejdsmarkedet, øger modet og lysten til at søge job.

»Den bedste hjælp, Jobcenteret kan give vores unge ledige, er erfaring med et rigtigt arbejde. Ved at vi investerer i at de får prøvet kræfter med arbejdsmarkedet, tror vi på, at vi kan hjælpe dem i job hurtigere,« siger byrådsmedlem og formanden for Social- og Beskæftigelsesudvalget, Thomas Clausen (EL).

Læs også: Voksenløn til SSA-elever skal skaffe flere elever.

Men småjobs kan også hjælpe til, at man som ung får øjnene op for, i hvilken retning, man kan uddanne sig. Og skulle den unge begynde på et studie, kan man lave stillingen om til et studiejob.

»Det er også vores håb, at de unge gennem småjobbene kan snuse lidt til nogle af de brancher og jobs, hvor vi ved, at vi kommer til at mangle faglærte, for eksempel SOSU’er og sundhedspersonale,« siger Sofie Janning (S), der er byrådsmedlem og næstformand i Social- og Beskæftigelsesudvalget, og fortsætter:

»Hvis vi kan få flere unge til at se mulighederne hér, og beholde jobbet under uddannelsen, vil deres jobchancer efterfølgende også være store.«

Vil ansætte de unge rundt omkring i kommunen

Indsatsen fungerer ved, at Slagelse Kommune ansætter de unge rundt omkring i kommunen, hvor der kan findes egnede opgaver, der ikke bliver løst aktuelt.

Her vil den unge, som alle andre, skulle skrive en ansøgning og til en jobsamtale for at få stillingen. Det vil ske med hjælp og sparring fra Jobcenter Slagelses Ungeafdeling. Undervejs i ansættelsen vil den unge blive fulgt tæt af jobcenteret, så udfordringer kan løses løbende.

Tanken er at udbyde job af seks måneders varighed med mulighed for seks måneders forlængelse. Det primære mål er at få den unge i uddannelse eller i job på almene vilkår.

I første omgang skal småjobbene oprettes i Slagelse Kommune, men håbet er, at lokale virksomheder og regionerne med tiden vil hjælpe til med småjobs.

Har man gode idéer til småjobs, hjælper jobcenterets virksomhedsservice og konsulenter med at udvikle mulighederne. Indsatsen skal i første omgang køre gennem hele 2020, hvorefter den evalueres og eventuelt udbredes.

Venstre og Dansk Folkeparti undlod at stemme på udvalgsmødet, hvor Christopher Trung (V) og Helle Blak (SF) i øvrigt var fraværende.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Halfpoint / iStock). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.