Nissehuer giver juleglæde hos udsatte børnefamilier

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

Slagelse.News – Kreative ildsjæle strikker og hækler nissehuer for at hjælpe byens udsatte børn til at få en dejlig jul. Salg af to nissehuer svarer til én julegave.

Julen er børnenes fest. Men for børn, der lever under trange kår, minder juletiden dem om alt det, som de ikke har. Julehjælp er afgørende for, at også de børn kan få en hyggelig jul med gaver og julemad.

Hos Mødrehjælpen i Slagelse har flittige, frivillige ildsjæle haft gang i garn og strikkepinde. Resultatet, de fineste farverige nissehuer, kan købes i Mødrehjælpens butik på Fisketorvet 4. Salget går til at sikre, at alle byens børn kan få en god jul. Det oplyser Mødrehjælpen i en pressemeddelelse.

Juletiden er ekstra sårbare for udsatte familier

Ingen forældre ønsker, at deres børn skal mangle noget. Men selv i et land som Danmark har vi børn, der ønsker sig noget så basalt som en seng eller et par varme vinterstøvler. For udsatte familier er juletiden ekstra sårbar.

Børnene føler sig ensomme, og forældrene føler afmagt og skyldfølelse for ikke at slå til og give børnene bare lidt af det samme som kammeraterne i skolen. Sidste år modtog 9.458 af landets fattigste børn julehjælp fra Mødrehjælpen.

»I vores by er der børnefamilier, hvor livet er så svært, og pengene så små, at de ikke kan gøre bare et minimum af det som andre tager for givet. Julehjælp er derfor den håndsrækning, som gør, at børnene, ligesom deres kammerater, kan få en gave den 24. december,« siger Helle Dalsgaard, der er formand for Mødrehjælpens lokalforening i Slagelse.

Fra Garn til Barn – fællesskab i den gode sags tjeneste

Mødrehjælpen driver kvalitetsgenbrugsbutikker med børnetøj, sko og legetøj til børn. Butikkerne drives af frivillige, og al overskud går til at hjælpe lokale børnefamilier.

Der er altid stor efterspørgsel på butikkernes hjemmestrikkede- og hæklede designs, og derfor er strikkefællesskaber nu også blevet et online-fællesskab, hvor man kan mødes på tværs af landet.

Her udveksler frivillige strikkere og hæklere fra hele landet opskrifter og inspirerer hinanden med billeder af deres smukke unika håndværk til børn, som de gavmildt donerer til den lokale Mødrehjælpsbutik.

Artiklen fortsætter under billedet.

Anders Ingvartsen Fra Garn til Barn. (Foto: Mødrehjælpen).

Og fællesskabet er en kæmpe succes – specielt her op til jul, hvor de kreative ildsjæle strikker og hækler nissehuer for at hjælpe byens udsatte børn til at få en dejlig jul. Salg af to nissehuer svarer til én julegave.

»Hjemmestrikkede produkter til børn er meget populært i vores butik. Vi er derfor yderst afhængige af byens ildsjæle, der bruger timevis hver uge på at strikke og hækle fine børneting til butikken. Den fritid, vores lokale strikkere og hæklere bruger, er tegn på medmenneskelighed og et stærkt lokalt sammenhold. Og det rører mig dybt, hver gang der afleveres en stak nissehuer eller andet smukt strikketøj,« fortæller Helle Dalsgaard.

Lokale i Fra Garn til Barn alle aldre hjælper lokale

Det tager omkring fem timer at strikke en børnenissehue, hvis man er en god strikker. Lærke Bjergstrøm Mickelborg Jensen er 16 år og lærte at strikke af sin mormor under den første corona-nedlukning:

»Jeg henter inspiration i facebookgruppen “Fra Garn til Barn” og har doneret trøjer, bukser og nu også nissehuer. Jeg synes, det er en god idé, at man på denne måde kan hjælpe bare en lille smule, der hvor der er problemer. For nogle år tilbage fik min mor hjælp fra Mødrehjælpen – så det var naturligt for mig at give mit strik til Mødrehjælpen,« siger Lærke Bjergstrøm Mickelborg Jensen.

Heidi Hansen har strikket i 45 år og de seneste to år til Mødrehjælpen:

»Jeg kan godt lide tanken om, at man støtter lokalt. Stort set hver gang jeg afleverer noget strik, så finder jeg noget andet i butikken – det kan være en bog eller andre fine sager, mine børnebørn kan bruge,« siger Heidi Hansen.

Julehuerne er oplagte kalender- eller adventsgaver

December står for døren, og Mødrehjælpens fine, unika-julehuer er oplagte kalender- eller adventsgaver til familiens børn. Butikken på Fisketorvet gør dog opmærksom på, at skulle der blive udsolgt af nissehuer, er der mange andre fine julegaver på hylderne, hvor salget ligeledes hjælper byens udsatte børn og familier.

På landsplan er der indleveret 5000 nissehuer. Salget af nissehuerne rækker til julegaver for tusindvis af landets fattigste børn. Der er brugt mere end 25.000 frivillige timer på at strikke de mange nissehuer og 1.000.000 meter garn.

Mødrehjælpen er en socialhumanitær organisation, der støtter og rådgiver gravide og sårbare børnefamilier. Mødrehjælpen har 41 lokalforeninger rundt om i Danmark, som driver butikker til glæde for alle samt aktiviteter for børnefamilier, der er ramt af livet. Det hele gøres af Mødrehjælpens engagerede frivillige, der står klar hver dag året rundt for at gøre en forskel.

Øverst: Isabella med nissehue. (Foto: Mødrehjælpen). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.