Kondomløse unge får klamydia uden at vide det

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 6 år siden.

Mange unge mellem 15 og 29 år i Slagelse Kommune får klamydia, og halvdelen af de smittede ved ikke, at de har klamydia. Derfor sætter Slagelse Kommune og Sundhedsstyrelsen fokus på sikker sex.

En undersøgelse foretaget af Sundhedsstyrelsen viser, at 64 procent af de unge altid eller for det meste vil bruge kondom, hvis det udelukkende var op til dem. Men samtidig svarer 44 procent af de unge, at det ikke var tilfældet, sidste gang de havde sex med en ny partner.

»Meget tyder på, at de unge har gode intentioner om at bruge kondom, men vi kan jo se, at noget alligevel afholder dem fra det i situationen, ligesom de heller ikke regner med, at deres venner får kondomet frem. De unge skal blive bedre til at turde tage snakken om kondom med hinanden,« siger fuldmægtig i Sundhedsstyrelsen Cecilie Olivia Andersen.

Hver fjerde får en sexsygdom, inden de fylder 25 år

Undersøgelsen viser også, at mange unge undervurderer deres egen risiko for at blive smittet med en sexsygdom. Det står i skærende kontrast til, at hver fjerde ung får en sexsygdom, inden de fylder 25 år samtidig med, at klamydiaforekomsten stadig er historisk høj.

For hver 1.000 unge mellem 15 og 29 år i Slagelse Kommune fik 323 personer konstateret klamydia i 2017. I 2016 lå tallet på 392, hvilket viser at antallet af smittede er faldende, men man følger stadig udviklingen med alvor i Forebyggelses- og Seniorudvalget.

»Undersøgelsen viser, at der stadig er plads til forbedringer, når det drejer sig om unges forhold til sikker sex. Gennem Kun med Kondom-kampagnen kan Slagelse Kommune sprede det vigtige budskab til de unge, og dermed sikre, at færre bliver smittet med klamydia i fremtiden,« siger formanden for Forebyggelses- og Seniorudvalget, Ali Yavuz (S).

Klamydia optræder ofte helt uden symptomer

Sundhedsstyrelsen vurderer, at mange er smittet uden at vide det, for klamydia optræder ofte uden symptomer. Ubehandlet klamydia kan i værste fald føre til barnløshed eller graviditet uden for livmoderen og kroniske underlivssmerter.

»Cirka halvdelen af alle smittede oplever ikke symptomer, og de ved derfor ikke, at de er smittede. Derfor er det bare med at komme afsted til lægen,« fortæller Cecilie Olivia Andersen.

Nu sætter Slagelse Kommune fokus på sikker sex gennem Sundhedsstyrelsens kampagne “Kun med Kondom”, som kører i ugerne 36-38. Her vil frivillige unge dele gratis kondomer ud, og opfordre andre unge til at huske kondomet.

Derudover kører kampagnen i kommunerne med quizzer og uddeling af gratis kondomer på uddannelsesinstitutioner, Kun med Kondom-fredagscafeer og kondompårulningskonkurrencer.

Læs også: Unge har problemer med at bruge kondom.


Genrefoto: bugphai / iStock.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.