Kommunen skruer ned for gadelamperne

(Artiklen er udgivet for omkring 1 år siden). 

Artiklen er opdateret for 1 år siden.

Slagelse.News – Lysstyrken i gadelamperne i Slagelse Kommune bliver dæmpet i den kommende vinter. Flere andre følger med, herunder Sct. Mikkels Kirke i Slagelse Midtby, som slukker projektørerne.

Der bliver skruet ned for lysstyrken i gadelamperne i det meste af Slagelse Kommune den kommende vinter. Det sker for at spare på elforbruget og for at tage toppen af elregningen. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

De tidlige aften- og morgentimer i Envafors’ område

Lysstyrken i gadelamperne i Slagelse Kommune bliver i den kommende vinter dæmpet. Det sker, fordi Økonomiudvalget – som et af flere tiltag – har besluttet at spare på strømmen til vejbelysning for at imødegå de høje energipriser.

Beslutningen betyder, at lysstyrken i gadelamperne fra på søndag vil være skruet ned i de tidlige aften- og morgentimer i det meste af Envafors’ dækningsområde. Forventningen er, at det kan skære cirka 300.000 kWh timer af elforbruget svarende til 20 procent af elforbruget til vejbelysning.

»Energikrisen og de stigende energipriser betyder, at vi ligesom alle andre er nødt til at kigge på, hvordan vi kan reducere vores energiforbrug. Vores gadelygter er et af de steder, hvor vi kan spare på strømmen uden, det giver store gener for vores borgere. Derfor er det en af de ting, vi gør for at undgå, at vi bruger flere penge på energi end nødvendigt,« siger borgmester Knud Vincents (V).

Der er allerede skiftet til LED-belysning de fleste steder

Envafors driver cirka 90 procent af vejlysningen i Slagelse Kommune, og de fleste steder i Envafors’ område er der skiftet til LED-lamper. Udskiftningen har reduceret det årlig elforbrug på vejbelysning med cirka 3 millioner kWh siden 2015. Det er sket ved at skifte til energibesparende LED-lamper.

Fordelen ved LED-lamperne er, at de er energibesparende og giver bedre og mere lys, når der er skruet helt op for lysstyrken. Modsat de gamle gadelamper kan man også regulere lysstyrken i dem, og normalt bliver LED-lampernes lys dæmpet mellem kl. 20 og kl. 05. Men med beslutningen om at reducere energiforbruget vil lysstyrken fremover være på det dæmpede niveau i alle de timer lamperne er tændt.

»Efter udskiftningen til LED-belysning har lyset været stærkere end tidligere, så den dæmpede belysning vil svare til den belysning, der var, før vi konverterede til LED-belysning. Derfor vil det være lidt mørkere, men på niveau med det, man kan opleve om aftenen imellem kl. 20.00 og kl. 05.00,« siger adm. direktør Henrik Birch fra Envafors.

Forventningen er, at tiltaget vil kunne spare cirka 300.000 kroner i år og 1,3 millioner kroner næste år. De steder i Envafors’ dækningsområde Slagelse, hvor der ikke er LED-lamper, fortsætter lyset som hidtil. De resterende del af gadebelysningen, som Envafors ikke driver, drives af Andel Lumen i den gamle Hashøj Kommune. I dette område det ikke muligt at dæmpe belysningen, og her overvejes det fortsat, hvordan man kan reducere energiforbruget.

Sct. Mikkels Kirke følger med og slukker projektørerne

Sct. Mikkels Kirke, der for mange er Slagelse bys vartegn, besluttede torsdag at slukke kirkens projektører fra og med i fredags. Projektørerne bliver dog tændt ved særlige anledninger og højtider som for eksempel den 23., 24., 25., 26. og 31. december 2022 samt den 1. januar 2023.

»Projektørerne slukkes i solidaritet med mennesker, som på forskellig vis har det vanskeligt på grund af krigen og energikrisen. Samtidig følger menighedsrådet biskoppen og stiftsrådets opfordring til at spare på energien,« skriver menighedsrådet i Sct. Mikkels Sogn på sin hjemmeside.

Øverst: Sct. Mikkels Kirke. (Foto: Sct. Mikkels Kirke). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.