Indsats mod socialt bedrageri giver 12,8 mio.

Artiklen er opdateret for 12 måneder siden.

Slagelse.News – »Det er ærgerligt, når nogen får udbetalt sociale ydelser, som de ikke er berettiget til. De penge kan ende med at mangle hos dem, som virkelig har brug for dem,« lyder det fra borgmesteren.

Slagelse Kommunes kontrolgruppes indsats mod socialt bedrageri har sparet kommunen for 12,8 millioner kroner sidste år.

1,5 millioner kroner af det beløb blev tilbagebetalt, mens resten er sparede udbetalinger, som kontrollen fik stoppet udbetalingen af, viser årsrapporten. Det giver ros fra Økonomiudvalget, som fortsat har fokus på kontrollen med de sociale ydelser, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Pengene kommer fra borgernes fælles kasse

Sidste år kom 1,5 millioner kroner tilbage i kommunekassen som resultat af Kontrolgruppens arbejde. Det viser årsrapporten fra Kontrolgruppen, som har til opgave at kontrollere og vejlede folk om sociale ydelser. Sidste år betød det, at borgere, som havde fået udbetalt sociale ydelser for i alt 1,5 millioner kroner, skulle tilbagebetale pengene, fordi de ikke var berettiget til de sociale ydelser, som de havde fået udbetalt.

»Når vi udbetaler sociale ydelser til borgerne, så kommer det fra vores fælles kasse, og derfor skal vi være sikre på, at det er de rigtige lommer, pengene ender i. Det er ærgerligt, når nogen får udbetalt sociale ydelser, som de ikke er berettiget til. De penge kan ende med at mangle hos dem, som virkelig har brug for dem,« siger borgmester Knud Vincents (V) og fortsætter:

»I Økonomiudvalget er vi derfor enige om, at Kontrolgruppens arbejde er nødvendigt, og at vi skal fortsætte kontrolindsatsen med de sociale ydelser, så vi forebygger og forhindrer fejludbetalinger eller snyd med overførselsindkomster.«

Reglerne kan være indviklede og svære at forstå

Årsrapporten viser, at hvis man regner på de ydelser, som ikke bliver udbetalt på grund af Kontrolgruppens arbejde, så har man sammenlagt sparet de offentlige kasser for 12,8 millioner kroner på årsbasis. Noget af det skyldes, at nogle borgere bevidst prøver at omgå reglerne for at få udbetalt sociale ydelser, som de ikke har krav på. Derfor er Kontrolgruppen også meget glade for henvendelser fra borgere, virksomheder og samarbejdspartnere om forhold, der skal undersøges nærmere.

»Det er meget tilfredsstillende, at medarbejderne i Kontrolgruppen har bidraget til, at kommunen har sparet 12,8 millioner kroner på årsbasis. Men det er også vigtigt at sige, at reglerne kan være indviklede og svære at forstå. Derfor er vi også glade for, at Kontrolgruppen bruger tid på at vejlede borgerne, så vi er sikre på, at folk har mulighed for at sætte sig ind i reglerne, siger Knud Vincents.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Maksym Kapliuk / iStock). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.