Fire personer anholdt ved en “kemikalietanker”

Artiklen er opdateret for 10 måneder siden.

Skaelskor.News – Fire aktivister i en RIB-båd bandt sig fast til ankerkæden til et skib, der lå for anker nord for Agersø ved Skælskør. Derpå kom politiet i et par både for at anholde dem.

Mandag kl. 12.05 fik politiet en anmeldelse om, at aktivister havde bundet en RIB-båd fast til ankerkæden til et skib, der lå for anker nord for Agersø ved Skælskør. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

De rettede sig ikke efter politiet og blev anholdt

Da politiet ankom i to både, fik aktivister først anvist en anden plads – på land – til demonstrationen, men de ville ikke umiddelbart rette sig efter politiet. Herefter fik de et påbud om at forlade stedet, hvilket de ikke efterkom.

Politiet frigjorde båden og kunne herefter uden problemer anholde fire personer, som blev sigtet for overtrædelse af straffelovens § 293, stk. 2, der handler om hindring af andres ret. De anholdte – tre kvinder i alderen 22-28 år og en 26-årig mand – blev afhørt på politistationen i Næstved og løsladt igen mandag aften. Det skriver politiet.

Greenpeace: »Stop importen af spildevandet «

Greenpeace Danmark skriver på Facebook, at fire aktivister havde fastgjort sig til en “kemikalietanker”.

»Den var ellers på vej til Sydvestsjælland med op til op til 5.700 tons spildevand fra Norge. I over 25 år har den norske olieindustri haft lov til at sende sit giftige affald til Danmark for at få det “renset” og dumpet i Agersø Sund. Imens er fisk og andet liv forsvundet under havoverfladen, og sundets liv er presset til det yderste,« skriver Greenpeace og fortsætter:

»I sidste uge blokerede vi tankskibet BOTHNIA i Norge, som ligesom tankeren i Storebælt skulle være sendt til Danmark med lasten fuld af giftigt spildevand. Heldigvis har BOTHNIA stadig ikke forladt vores naboland mod nord. Nu blokerer vi det næste tankskib BOYNE og giver miljøminister Magnus Heunicke en ekstra chance til at redde vores hav fra mere forurening!«

»Stop importen af spildevandet – før Boyne kan nå i havn. Agersø Sund tåler ikke en dråbe mere af den giftige last på tankeren,« slår de fast.

✊ Fire aktivister er i dag sejlet ud i Storebælt og HAR FASTGJORT EN GUMMIBÅD TIL ANKERKÆDEN PÅ EN KEMIKALIETANKER. Den…

Slået op af Greenpeace DanmarkMandag den 26. juni 2023

Øverst: Skærmbillede. (Foto: Facebook / Greenpeace Danmark). DR/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.