Gaming skaber fællesskab for sjællandske børn

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Zand.News – Hver fjerde forælder i Region Sjælland forstår ikke børnenes interesse i gaming, men de mange timer foran skærmen er ikke nødvendigvis en dårlig ting.

Dataforbruget har slået rekorder under coronakrisen, hvor vi har streamet og spillet onlinespil som aldrig før.

Selvom børn og unges forbrug af digitale medier har været en kilde til bekymring og konflikt i hjemmene, viser en ny undersøgelse, at forældrene også ser en række positive effekter. Det skriver teleselskabet 3 i en pressemeddelelse.

Forstår ikke børnenes interesse i gaming

Efter mere end et år i coronaens tegn er lærere og pædagoger over hele landet så småt begyndt at tage imod de mange børn og unge, der længe har måttet klare både undervisning og underholdning hjemmefra.

Den ekstra tid brugt i hjemmet kan tydeligt aflæses i netværkstallene hos teleselskabet 3, der det seneste år har set en stigning i dataforbruget, som især trækkes op af streaming og onlinespil.

En ny undersøgelse foretaget af YouGov på vegne af 3 har taget temperaturen på forældrenes tanker og bekymringer ved børnenes gaming-forbrug.

Undersøgelsen, der er foretaget blandt 1.001 forældre med børn i alderen 5-18 år, viser blandt andet, hver fjerde forælder i Region Sjælland ikke forstår børnenes interesse i gaming. Men de mange timer brugt foran skærmen er ikke nødvendigvis en dårlig ting.

Mødes med venner og udvikler nye venskaber

Halvdelen af de sjællandske forældre ser gaming som en god mulighed for, at barnet kan mødes med venner og udvikle nye venskaber.

Desuden synes hele 72 procent, at det er positivt, at deres barn lærer at begå sig på nettet, selvom 54 procent af forældrene i regionen også synes, at barnet bruger for meget tid på gaming.

»Gaming er for mange børn og unge en social aktivitet, hvor man spiller sammen med vennerne. Derfor er det helt naturligt, at de har brugt mere tid i den verden under coronakrisen, mens de voksne har krævet afstand og isolation,« siger Jesper Bennike, der er direktør for 3’s privatmarked, og fortsætter:

»Undersøgelsen peger på, at mange forældre forstår, at gaming har været livline for børnene og givet adgang til fællesskab i en svær tid, og nu bliver øvelsen at ramme en fornuftig balance, i takt med at vi igen kan være mere fysisk sammen.«

Tre gode råd at starte en konstruktiv samtale

Der er ingen tvivl om, at gaming stadig deler vandene. Derfor kommer 3 med tre gode råd til forældrene til at starte en konstruktiv samtale med deres børn om gaming:

1) Forstå universet og sproget

Det er vigtigt, at forældrene har en forståelse for den verden, barnet er i. Prøv derfor at se med over skulderen en dag og lade barnet forklare, hvad der foregår på skærmen. På den måde får I et fælles sprog og et fælles udgangspunkt at tale ud fra.

2) Spørg nysgerrigt

Hvis barnet skal fortælle om, hvad der sker bag skærmen, er det vigtigt, at forældrene anerkender timerne brugt foran skærmen som vigtige og spørger nysgerrigt ind, som man ville gøre efter en skoledag eller en legeaftale. Spørg for eksempel: “Hvem spillede du med i dag?” eller “Hvordan gik spillet?”.

3) Husk at italesætte grænser

Selv om børnene er eksperter i spillet, er det stadig en del af forældrenes opgave at lære barnet om at sætte grænser, og hvordan man siger fra i det digitale univers. Snak om, hvad der er rigtigt og forkert – ligesom I snakker om grænser i andre sammenhænge.

Øverst: Pressefoto. (Foto: Teleselskabet 3). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.