Regionen har genoptaget brugen af 2.000 vacciner

Læsetid: 3 min.

Zand.News – »Vi har undersøgt det til bunds og været i dialog med de centrale myndigheder. Vi har ikke fundet noget. Det eneste, vi kan pege på, som er anderledes end tidligere, er varmen. Så nu gælder det om at få vaccinerne tilbage i programmet igen,« lyder det fra regionen.

Region Sjælland har genoptaget brugen af de vacciner, som blev sat i midlertidig bero i weekenden.

Vaccinen blev sat på køl, efter 25 borgere i forskellige aldersgrupper og på forskellige vaccinationscentre blev utilpasse efter vaccinen. Det oplyser regionen i en nyhedsmeddelelse.

Fredag satte regionen hele leverancen på køl

Efter en nøjere granskning af fredagens 25 tilfælde, har Region Sjælland i samråd med Lægemiddelstyrelsen besluttet at bringe vaccinerne tilbage i vaccinationsprogrammet igen.

Undersøgelsen viste, at vaccinen ikke var årsag til stigningen i antallet af borgere, der blev utilpasse efter vaccinen.

Region Sjælland har 28 vaccinationscentre og vaccinerer tusindvis af borgere hver dag. Normalt er der tre til fem borgere, som bliver utilpasse efter at være blevet vaccineret.

Da antallet fredag 4. juni steg til 25 borgere, valgte regionen at sætte den pågældende leverance på køl, indtil det var undersøgt, om den kunne være årsag til det øgede antal utilpasse borgere.

Varmen var det eneste anderledes i fredags

»I fredags registrerede vi en usædvanlig stigning, og så stoppede vi op for at undersøge, hvad der kunne have påvirket situationen. Vaccinerne var én ting,« siger Trine Holgersen, vaccinationsansvarlig og direktør for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Sjælland, og fortsætter:

»Vi har undersøgt det til bunds og været i dialog med de centrale myndigheder. Vi har ikke fundet noget. Det eneste, vi kan pege på, som er anderledes end tidligere, er varmen. Så nu gælder det om at få vaccinerne tilbage i programmet igen.«

Fremover vil der blive serveret saftevand både før og efter vaccinationen for at modvirke utilpashed, som følge af lavt blodsukker. Borgere opfordres til at få tilstrækkelig mad og væske, før de skal vaccineres og tage den med ro, når de har fået vaccinen.

Øverst: Vaccinecenter. (Foto: Region Sjælland). PM/rk.

Fortæl din mening til os andre:

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.