Husk baglyset eller betal 1.000 kroner

Opdateret den

Læsetid: 3 min.

Zand.News – Glemmer du også at tænde baglyset på din bil? Så kan du få en bøde på mindst 1.000 kroner. Dertil kommer, at du kan blive skyld i en alvorlig ulykke.

Når vejret byder på regn, sne og tåge, så nedsættes sigtbarheden betragteligt. Det gør det sværere at se hinanden i trafikken og understreger behovet for korrekt lygteføring.

Mange glemme at tænde deres baglygter

»Når efteråret er over os og den mørke tid begynder, oplever vi bilister, der glemmer at tænde deres baglygter, og det er særligt et problem når sigtbarheden nedsættes pga. regn, sne, tåge og tusmørke,« siger politiassistent Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter og fortsætter:

»Det manglende baglys kan føre til farlige situationer og ulykker i trafikken, da det er svært for andre trafikanter at se dem uden lys.«

Frem til juli 2016 blev mange biler solgt med specielt kørelys, hvor baglygterne ikke tænder automatisk. Ejer man sådan en bil, hvor baglygterne ikke tænder automatisk, og hvis man har tendens til at glemme at tænde dem, kan man få det lavet på et værksted, så baglygterne også tænder, når motoren startes.

Bilisten er ansvarlig for korrekt lygteføring

Som bilist er man selv ansvarlig for at bilens lygter virker, og at lyset er korrekt. Derfor bør man kontrollere, om bilen lever op til kravene, inden man kører:

  • Gå rundt om bilen og se at alle lygter virker.
  • Parker eventuelt en meter fra en væg for at se, om vinklen på lyskeglen falder korrekt.
  • Kontroller at køretøjet ellers er lovligt og i forsvarlig stand.

Fra solopgang til solnedgang (uden for lygtetændingstiden) skal man som bilist anvende nærlys, dog kan man også anvende tågelys i kombination med positionslys.

Fra solnedgang til solopgang samt ved nedsat sigtbarhed, hvor det regner, sner, er tåget eller er tusmørke skal man som minimum anvende nærlys. Forkert lygteføring kan resultere i en bøde på mindst 1.000 kroner.

73 procent har oplevet manglende baglys

I en undersøgelse, der blev foretaget af Rådet for Sikker Trafik i januar 2018, svarede 73 procent af bilisterne på Sjælland, at de inden for de seneste tre måneder havde oplevet andre bilister, som ikke havde tændt baglygterne, mens det var mørkt eller tåget.


Arkivfoto: Rigspolitiet.


Fortæl din mening:

Kommentarer

Del denne artikel: