Færdigvaccineringer markerer markant milepæl

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Zand.News – I sidste uge modtog Region Sjælland færre vacciner, end der var stillet i udsigt. Kun halvdelen af det forventede antal vacciner blev leveret. Det reducerede antal vacciner blev anvendt til at vaccinere plejehjemsbeboerne færdigt.

I går blev de sidste plejehjemsbeboere færdigvaccineret i Region Sjælland. Det betyder, at region, praktiserende læger og kommuner har vaccineret i alt omkring 5.000 beboere på plejecentre i regionen. Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

Effektivt samarbejde mellem region og kommuner

Søndag den 27. december 2020 kl. 8.59 blev vaccinationsindsatsen i Region Sjælland skudt i gang. Else Lindegaard Madsen på 85 år fra Plejecenteret Blomstergården i Slagelse blev som den første borger i Region Sjælland vaccineret mod COVID-19.

Godt en måned senere er langt størsteparten af plejehjemsbeboerne færdigvaccinerede. Det vil sige, at de er blevet vaccineret både første og anden gang.

Heino Knudsen (S), regionsrådsformand i Region Sjælland, fremhæver samarbejdet mellem region og kommuner som en væsentlig del af årsagen til den effektive indsats.

»Borgerne bider ikke mærke i, om hjælpen kommer fra kommune eller region. Bare det fungerer. Midt i Corona-krisen har vi i vaccinationsindsatsen været i stand til at skabe et nært og sammenhængende sundhedsvæsen. Nærhed, tryghed og hastighed for borgerne – det har været nøgleordene for os,« siger Heino Knudsen.

Niels Hörup (V), der er formand for KKR Sjælland (som omfatter de 17 kommuner i Region Sjælland) og borgmester i Solrød Kommune, glæder sig også over færdigvaccineringen af plejehjemsbeboere.

»Det er en markant milepæl, at vi nu bliver færdige med at vaccinere den første store del af de særligt udsatte borgere på kommunernes plejecentre. Det glæder mig, at de nu er ekstra beskyttede mod virus. Særligt fordi vi på det seneste desværre har set en øget smitte på flere plejecentre på landsplan,« siger Niels Hörup.

Enkelte plejehjemsbeboere mangler at blive vaccineret

Region Sjælland har i samarbejde med kommunerne revaccineret 2.300 plejehjemsbeboere alene i denne uge. Samlet har omkring 5.000 beboere i Region Sjælland modtaget både 1. og 2. vaccination og er dermed færdigvaccinerede.

»Udrulningen af vaccinationsprogrammet er et flot eksempel på, at samarbejdet om en livsvigtig opgave kan lykkes. Det kræver meget af regionens medarbejdere, de praktiserende læger og de 17 kommuners medarbejdere at løfte denne store, samfundsvigtige opgave. Men der er stor velvilje og hårdt arbejde, og vi har fået enderne til at mødes – til gavn for borgerne,« siger Niels Hörup.

Enkelte plejehjemsbeboere mangler stadig at blive vaccineret. Det drejer sig om beboere, som ikke kunne vaccineres i første omgang på grund af udbrud af COVID-19, eller fordi de var forhindret på anden vis. Disse beboere færdigvaccineres i et “opsamlingsheat” i næste uge eller 30 dage efter de er symptomfri.

Kun halvdelen af de forventede vacciner blev leveret

Ligesom de øvrige regioner modtog Region Sjælland i sidste uge færre vacciner, end der i første omgang var stillet i udsigt.

Kun cirka halvdelen af det forventede antal vacciner blev leveret. Det er derfor besluttet, at det reducerede antal vacciner skulle anvendes til at vaccinere plejehjemsbeboere.

På baggrund af de færre vacciner har Sundhedsstyrelsen meddelt en tilpasning i vaccinationsprogrammet. Ligesom de øvrige regioner følger Region Sjælland naturligvis Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

I næste uge vil regionen – i tæt samarbejde med kommunerne – vaccinere de 65-84-årige, som modtager pleje og praktisk hjælp i eget hjem og skal have hjælp til transport.

Desuden vil man vaccinere borgere, der er 85 år og ældre, som modtager pleje og praktisk hjælp i eget hjem og skal have hjælp til transport. Denne sidste gruppe er man allerede godt i gang med at vaccinere.

»Vi gør alt for at hjælpe denne gruppe borgere, så det er så let for dem som muligt. Vaccinationen finder sted så tæt på hjemmet som muligt, og samtidig står kommunen klar til at sørge for transport hen til vaccinationsstedet,« siger Heino Knudsen og forsætter:

»I Region Sjælland bor forholdsmæssigt flere ældre og sårbare end i de øvrige regioner. Jeg ser det som et privilegie, at vi som region kan gøre en forskel for netop disse borgere.«

Øverst: 85-årige Else fra plejecentret Blomstergården i Slagelse By var en af de første til at blive vaccineret mod COVID-19. (Arkivfoto: Evan Fotograf / Region Sjælland). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.