Fængselsstraf til 31-årig rocker i narkosag

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Slagelse.News – Sidste år fandt politiet 62 kg amfetamin i Slagelse-området. Nu er en 31-årig rocker dømt, og det er en masse andre mennesker også.

En 31-årig mand er netop idømt en fængselsstraf på 12½ år ved retten i Næstved. Det sker som følge af, at politiet fandt 62 kg amfetamin i Slagelse-området sidste år. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

En samlet udmålt straf på mere end 58 års fængsel

Et fund af 62 kg amfetamin i maj måned sidste år i omegnen af Slagelse afstedkom en omfattende efterforskning.

Efterforskningen har blandt andet ført til, at en 31-årig mand – der er fuldgyldigt medlem af en rockergruppe – blev idømt 12½ års fængsel for deltagelse i indsmugling af 125 kg amfetamin.

Det skete ved Retten i Næstved i dag, hvor han i øvrigt nægtede sig skyldig og har anket dommen til frifindelse.

Efterforskningen afdækkede også narkotikakriminalitet og afpresning begået af andre.

Som følge heraf er der den sidste tid afsagt følgende domme i komplekset:

  • En 22-årige mand er idømt 3 års fængsel (narkotika).
  • En 32-årig mand er idømt 8 års fængsel (narkotika).
  • En 35-årig kvinde er idømt 8 måneders fængsel (narkotika).
  • En 31-årig mand er idømt 3 års fængsel og et opholdsforbud (narkotika og afpresning).
  • En 23-årig kvinde er idømt fængsel i 1 år og 8 måneder (narkotika).
  • En 27-årig kvinde er idømt 2 års fængsel (narkotika).
  • En 21-årig kvinde er idømt 5 års fængsel (narkotika).
  • En 29-årig mand er idømt 10 års fængsel (narkotika)
  • En 23-årig mand er idømt 13 års fængsel (narkotika og afpresning).

Der er således samlet udmålt mere end 58 års fængsel til de dømte.

»Jeg har en forventning om, at endnu et par personer skal tiltales i anledning af politiets grundige og dygtige efterforskning,« udtaler anklageren.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Daniel B Photos / Pixabay). Note/red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.