Danske vandværker udfordres af pesticider

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Zand.News – Nu skal et nyt samarbejde mellem Region Sjælland og Danske Vandværker finde løsninger på problematikken.

Mange danske vandværker er udfordrede af pesticidforurening. 23 procent af alle drikkevandsboringer i Region Sjælland er i dag berørt af pesticider, og 5 procent af boringerne har pesticider over grænseværdien.

Nu skal et nyt samarbejde finde løsninger på problematikken. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Godt drikkevand i hanen til borgerne om 100 år

Hvordan sikrer vi, at der også er godt drikkevand i hanen om 100 år til borgerne i Region Sjælland? Det spørgsmål vil en række specialister og fagfolk prøve at finde løsninger på forurening med pesticider ved GrundvandsCamp mandag den 17. maj på Comwell i Køge.

På GrundvandsCampen deltager en lang række aktører med hver sin indgangsvinkel til problemstillingen. Nogle af deltagerne er vandforsyninger, kommuner, Landboforeninger/SEGES, Miljøstyrelsen, DTU, Økologisk Landsforening og mange andre.

»Vi bliver nødt til at finde nye løsninger, som sikrer godt vand til borgerne, ikke bare nu men i mange år fremover,« siger Peter Jacobsen (DF), der er udvalgsformand for Regional Udvikling i Region Sjælland, og fortsætter:

»Derfor har vi sammen med Danske Vandværker sat os for at samle alle tænkelige parter på området for at komme med ideer og muligheder. Vi har en fælles udfordring, og sammen skal vi finde løsningerne. Ellers ender rent drikkevand med at være noget, man havde i gamle dage.«

Mest mulig grundvandsbeskyttelse for pengene

Campen er en del af et nyt projekt, partnerskab for Bæredygtig Vandforsyning. Formålet med projektet er at finde nye veje til metoder og koncepter, som kan sikre, at danskerne får mest mulig grundvandsbeskyttelse for pengene.

Parterne bag projektet er Region Sjælland og brancheforeningen for landets forbrugerejede vandværker, Danske Vandværker.

»Mange vandværker er enormt udfordrede af pesticider. Og i Danske Vandværker mener vi, at vi i høj grad bør beskytte de områder, hvor grundvandet dannes. Vi har allerede fået en politisk beslutning om, at de boringsnære områder, BNBO’erne, skal beskyttes, men disse områder dækker under én procent af Danmarks areal. Hvis vi for alvor ønsker en fuld beskyttelse af de grundvandsdannende oplande, er der brug for restriktioner på et sted mellem 10 og 20 procent af hele Danmarks areal,« siger Susan Münster, der er direktør i Danske Vandværker, og fortsætter:

»I Region Sjælland betyder det, at vi blandt andet skal have beskyttet et sted mellem fem til ti procent af den nuværende landbrugsjord og undersøge omkring 1400 potentielle pesticidpunktkilder, hvis vi vil være sikre på, at der er godt vand i hanen til alle – også om 100 år. Det er så inspirerende, at 35 specialister, politikere og fagfolk nu sætter sig sammen for at diskutere løsninger på kryds og tværs af de individuelle interesser.«

Øverst: Genrefoto. (Foto: Urisam / iStock). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.